Det kan godt være, J.R.R. Tolkien havde sin egen engelske hjemegn i tankerne, da han skrev sine nu berømte bøger, Ringenes Herre og Hobbitten, hvor det vrimler med mærkelige væsener som elverfolk, dværge, troldmænd og ikke mindst, småfolket med de store behårede fødder, hobbitterne, der bor i små huler i bløde, grønne bakker og holder af at spise første og anden morgenmad, 11-måltid, frokost, eftermiddags-te osv.  

Men i filmversionerne af Tolkiens historier er New Zealand blevet synonym med dem. 

Så meget, at landet op til premieren på »Hobbitten«, som netop nu ruller over bl.a. de danske biograflærreder, har omdøbt sig til »Middle-earth«, eller Midgård, hvilket de understreger med et »Welcome to Middle-earth«-stempel i paskontrollen, når man ankommer. 

For det er i New Zealand og i landets storslåede natur, instruktør Peter Jackson har fundet alle locations til sine film. 

Og man forstår godt Jackson. For naturen i landet down under er så varieret, at man ét sted kan få vilde bjerge med sne, et andet lækre sandstrande, og et tredje bølgende grønne bakker. 

Overalt i New Zealand kan man købe pakketure, hvor man kan komme rundt og se de steder, filmscenerne er optaget på. Et af dem er Hobbiton. 

Hobbiton 

Man kommer lettest dertil ved at flyve til Rotorua eller Hamilton på Nord-øen. Hobbit-hulerne ligger afstandsmæssigt lige i midten af de to små lufthavne, men vil man ikke selv leje bil og køre, er Rotorua anbefalet, da man ved at have købt en Hobbiton-tur kan blive hentet i lufthavnen. Kommer man fra Auckland i bil, skal man regne med et par timers kørsel. 

Uanset hvilken vej man kommer ad, vil man længe før man når destinationen, kunne begynde at ane, hvordan der ser ud. 

Grønt, grønt og grønt. Et paradis for de får, new zealænderne har så mange af og holder af. 

Når man som ved en anden ranch kører ind af den spartanske port, følger man den smalle, snoede vej – der i øvrigt blev anlagt af New Zealands militær for filmenes skyld – til man kommer til et stort, hvidt telt, der på tilsyneladende intermistisk vis gør det ud for velkomstcenter og cafeteria på én gang.

Eller »The Shire’s rest café«, som stedet hedder. I øvrigt med virkelig god kaffe – newzealænderne er ikke for ingenting selvudråbte kaffe-conoisseurer og kalder i øvrigt en caffe latte for en »flat white«. 

Når man træder ud på den anden side af teltet på en af de guidede ture, stedet tilbyder, med en af de meget entusiastiske guider, åbner landskabet sig for en og byder en velkommen på en måde, så man forstår, hvorfor hobbitterne altid længes efter at komme hjem til »Herredet«. Stedet, der føles trygt og udenfor alt ondts rækkevidde. Også stress, for landskabet formeligt indbyder til dybe vejrtrækninger, der giver ro i kroppen.

Idylliske boliger med runde træ-døre og smalle skorstene

Ved første øjekast er det svært at få øje på de små hobbit-huler – og det er meningen. Det er først, når man kommer tæt på, at de små, idylliske boliger med runde træ-døre og smalle skorstene, hvorfra en hyggeligt røg snoer sig op fra, rigtig kommer til syne. 

Idyl er det ord, der beskriver det hele bedst. Som i filmen »Hobbitten« er der farverige blomster, frodige køkkenhaver, rislende vandhuller og blide bakkeskråninger overalt – og så selvfølgelig græs, der er grønnere end grønt. Man forventer nærmest, at der dukker små hobbitter frem, eller at man kan hilse på en af dem i færd med at ordne haven. Så virkelighedstro, eller måske snarere film-tro, er omgivelserne. 

Højdepunktet er selvfølgelig at nå op til toppen af bakken til den genkendelige gule dør, der indikerer, at det er her Bilbo Sækker bor, den mest berømte hobbit af dem alle. Måske lige bortset fra hans nevø, Frodo. 

Desværre kan man – endnu – ikke komme ind i hulen. Men man kan få sin lyst styret et andet sted, for Hobbiton-folkene har i forbindelse med premieren på »Hobbitten« åbnet kroen »The Green Dragon«, som man efter at have set hulerne og spadseret rundt i bakkerne kan bevæge sig ned til. 

Det er en kro, der er lavet helt i hobbit-ånd, og som med alt andet i Hobbiton er blevet til i samarbejde med film-designere. De store, tunge egetræsdøre er håndlavede, og interiøret nøjagtigt sådan, som man forestiller sig, en hobbit ville bo. Hyggeligt på en gammeldags måde. 

»hobbit-maden«

Foran ildstedet eller i en af de små hyggelige kroge kan man nyde »hobbit-maden«, der ifølge stedets manager er gryderetter og stege og deslige, eller en særligt til stedet brygget øl eller en Middleearth-vin (en enkelt newzealandsk vingård har fået rettighederne til at kalde deres brand for »Middleearth« og fremstiller som indtil videre fire forskellige vine).

Kroen The Green Dragon er den nyeste tilføjelse til Hobbiton, men ifølge stedets ejer, Russel Alexander, langt fra en enlig svale. 

»Vi planlægger at tilføje noget nyt hvert år, så længe det her eventyr varer,« fortæller han og virker ganske tilfreds med, at hans familie-ejede 500 hektarer store grund nu har fået et andet formål end blot at være en fåre- og kvægfarm. Det er stedet stadig, og er man interesseret, kan man i øvrigt kombinere sit besøg i Hobbiton med et farm-stay i nærheden.   

Han fortryder ikke, at han sagde ja, da Peter Jackson med sit location-scout-team kom på besøg for snart 15 år siden. Med de grønne bakker i hjertet af Matamata havde filmholdet fundet det perfekte sted til »Herredet« og snart blev stedet invaderet af folk, der langsomt omdannede området til hobbit-land. Hvilket også indebefattede, at der blev flyttet et 35 ton træ fra en naboegn dertil. 

ca. 50.000 besøgende

Alt, undtagen træet, blev dog fjernet igen, da filmoptagelserne var færdige, så det var derfor Russel Alexander selv, der tog kontakt til filmselskabet med idéen om at gøre Hobbiton til et virkeligt sted.

»Det var nærmest dagen efter premieren på den første »Ringenes Herre«-film, at jeg ringede til New Line Cinema med idéen. De syntes, den var god, men det tog yderligere otte måneder, før rettighederne var på plads,« siger Russel Alexander.

Og endnu fem år før stedet kunne åbne for besøgende, kunne man tilføje. Og det var først sidste år, at hobbithulerne blev bygget i »rigtige materialer« som træ og mursten og ikke kun filmkulisse-plastic – med stor hjælp fra filmholdet. 

I dag findes der 44 huler, som man kan hygge sig med at prøve at finde. Og det er ikke helt ligetil, da nogle af dem gemmer sig.

Og interessen er helt tydeligt stigende. I år har stedet haft ca. 50.000 besøgende, men til næste år, i kølvandet på den første film i Jacksons trilogi, regner man med, at der kommer tre gange så mange. 

Gæster, der, uanset om de er hardcore Tolkien-fans eller almindeligt nysgerrige, kan nyde roen og skønheden i Herredet. 

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar