Side 1 | 2 | Næste »

Det er ikke alle rejsemål, der kan leve op til guidebøgernes lovprisninger. Men det er ikke noget problem for Georgetown, »hovedstaden« på øen Penang ved Malaysias nordvestlige kyst.

Næste: Pragtvillaen der næsten forsvandt

Man skal ikke gå mange meter i byens smalle gader, før man opdager, at backpackerbiblen Lonely Planet ikke overdriver, når den skriver at Georgetown har den største koncentration af kolonitids-arkitektur i Asien. Og når guidebogsserien Eyewitness Travel kalder Georgetown den mest fascinerende by i Malaysia, forstår man godt hvorfor.

Georgetown blev grundlagt af den britiske kolonist Francis Light i 1786. Med sin placering ved den nordlige indgang til Malacca-strædet var byen knudepunkt for søfartsruterne mellem Europa, Indien, Mellemøsten og Malaysia og Kina.
Derfor er Georgetown i dag én lang, betagende vandring gennem to århundreders nybyggerarkitektur, og det er ikke uden grund, at byen er på listen over UNESCOs verdensarv-steder.

Fra det engelske imperiums imposante administrationsbygninger til de indiske muslimers spidskuplede moskeer og gade efter gade af traditionelle kinesiske shophouses: Man kan se det hele her.

Men man kan også se forfaldet. For Georgetowns gamle huse er til brug, ikke til pynt. Der er masser af liv i de gamle kvarterer som Chinatown og Little India, med forretninger i underetagen og familieliv på 1. sal. Men det er ikke en tilværelse, hvor der er tid eller penge til at tænke i træbeskyttelse og facaderenovation.

De gamle shophouses bruges og slides, til de ikke kan mere. På hver gade står vidunderlige huse, som ville være et museum værdige, forladte hen, med rådne trækonstruktioner og revnede vægge.

Selvom livet i husene er en del af det, der gør byen unik, trænger bekymringen sig på, når man slentrer gennem Georgetowns stemningsfulde kvarterer: Hvor mange år mon der går, før historien er smuldret helt bort?

Derfor er det svært at argumentere mod den seneste trend i Georgetowns turistbranche: »Heritage hotels«, eller kulturarvshoteller, hvor entreprenører opkøber de aldrende bygninger og gennemrenoverer dem til et nyt liv som elegante boutique–hoteller.

Naturligvis kunne man indvende, at det går ud over netop byens historiske autenticitet. Og at det læner sig op ad dårlig smag, når man tager en kinesisk slagterbutik fra 1920 og udsætter den for livsstilsmagasins-indretning med fladskærme og importerede italienske kakler. Alt sammen for at give turisterne oplevelsen af fortiden tæt på kroppen – men under sikre og airconditionerede forhold.

Men ens forbehold fordamper, når man ser, hvordan Georgetowns hotelbranche har grebet heritage hotel-konceptet an. Byens UNESCO-status forpligter, og det har entreprenørerne forståelse for. Det er – i de fleste tilfælde – nænsomme hænders arbejde, der har bragt de forfaldne huse tilbage til livet uden at fjerne mere af deres sjæl end højst nødvendigt.

Et af de nyeste og bedste eksempler er hotelprojektet Straits Collection: En »samling« af i alt ti huse fordelt i to af Georgetowns ældste gader; Stewart Lane og Armenian Street.
De ti ejendomme blev i 2009 købt af hotel- og restaurantselskabet Bon Ton, og i december slog man dørene op for gæster. Men først efter en  gennemgribende og gennemtænkt istandsættelse, fortæller hotellets manager Anna Hue.

»Bygningerne var i meget dårlig stand, da vi overtog, og det er ret begrænset, hvad man må ændre på grund af fredningsreglerne. Men vi ønskede heller ikke at lave voldsomme ændringer. Vi ville bevare stemningen og husenes særpræg, samtidig med at vi har skullet skabe den nødvendige komfort for gæsterne,« siger hun.

For at holde balancen mellem tradition og fornyelse har Anna Hue og resten af teamet bag Straits Collection måtte tænke i kreative løsninger. Som for eksempel at konvertere en gårdvendt altan, der tidligere har været brugt til hønsehold, til et udendørs badeværelse.
Og som at bruge klare farver til at give værelserne karakter, snarere end at ændre på arkitekturen.

»Vi har bevaret alt murværk og så meget af træværket som muligt. Og maling kan gøre rigtig meget,« konstaterer Anna Hue, mens hun åbner de blåmalede dobbeltdøre ind til et af husene i Stewart Lane.
Man ser straks, hvad hun mener: Husets oprindelige hvide vægge og mørke træbjælker har fået tilført få, men iøjnefaldende, kulørte detaljer som en irgrøn vinduesramme, et lilla dørpanel og et rødlakeret skab.

Det er indbydende og afslappet luksuriøst, som siderne i et hipt boligmagasin.
De smukkeste elementer er dog dem, som de gamle bygninger selv har kunnet byde på. Svungne trapper, glasruder i kulørte jernindfatninger, gamle trægulve, og et lille buddhistisk vægalter er skatte, som selv den dygtigste indretningsarkitekt ikke ville kunne drømme frem.

Næste: Pragtvillaen der næsten forsvandt

Side 1 | 2 | Næste »

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar