Man ser det for sig. Eller det gjorde jeg i hvert fald, da jeg drog på cykelferie: Af sted med vinden i håret mellem vinranker og lavendelduftende dale – og så et lille pitstop i en rustik middelalderlandsby med et glas af den lokale vin i hånden.

Se også: Sommerudflugt på to hjul

Men på flyveturen til Marseille var der et andet billede fra tidligere friskfyrs-agtige forsøg på aktiv ferie, der begyndte at melde sig: Mig af sted på cykel med alt for lidt vind i håret, oksende op ad en mareridtsagtig bakke for at nå den forbandede middelalderby, der af uransagelige årsager altid er placeret på det højeste bjerg. Cykelturen begynder ved et af kæmperne inden for Tour de France-mytologi. Med sine 1912 meter er Mont Ventoux i Vaucluse en af de mest frygtindgydende etaper på ruten, og det var nær toppen af dette bjerg, at den engelske Tour de France-cykelrytter Tom Simpson i 1967 faldt af cyklen og omkom af udmattelse.

Nirvana for cykelryttere
Trods dette skrækeksempel er Mont Ventoux en slags nirvana for alverdens cykelryttere, der i en blanding af eufori og jernvilje kaster sig op ad bjerget og sveddryppende når toppen. Flere af dem giver dog op på vejen, hvilket jeg kan se fra mit behagelige bilsæde, og jeg forstår dem fuldstændig. Jeg kan til gengæld helt uden svedskjolder nyde udsigten ud over Vaucluse med Mont Blancs hvide top, der tårner sig op i det fjerne. Mit cykeleventyr venter heldigvis neden for Ventoux.

Farid fra Ventoux Bikes Trip arrangerer cykelture rundt i Provences Vaucluse-område og står i den lille by Sault klar med en sølvfarvet, skinnende sag. Sault ligger i hjertet af Provences lavendeldale, og vi skal cykle igennem lilla marker og bølgende enge.
Alt ville være ren idyl, hvis ikke det var, fordi jeg vidste, at Provence, trods dalene, altid er fuld af bjerge, og hvis ikke jeg kunne se, at vejen ud ad Sault netop er én lang stejl bakke.

Men så sker underet: Jeg sætter mig op på sadlen og hjuler med lynets hast op ad bakken. Det kunne være et eksempel på guddommelig indgriben, men det viser sig at have mere at gøre med den lille, sorte kasse, der sidder på bagagebæreren.
»Vélo Rélax!« smiler Farid og peger på den lille kasse.
Jeg er kommet i himlen. På en elektrisk cykel.

En el-cykel fungerer på samme måde som en helt almindelig cykel. Man træder i pedalerne, og det aktiverer den lille »hjælpemotor«, der sidder bagpå. Når man cykler ligeud og nedad er følelsen den samme, som når man ellers cykler, men så snart der er en stigning, er det ligesom om der er en venlig hånd i ryggen, der blidt skubber mig op ad bakken.
Man kan køre omkring 50 kilometer på en opladning, afhængig af hvor meget man træder i pedalerne. Og løber man tør for strøm, kan man altid cykle hjem igen. Blot ved egen kraft.

Lavendelolie og jacuzzi
Efter 18 kilometer op og ned ad bjerge er jeg kun behageligt vindblæst i kinderne og ikke ved at kaste op af udmattelse, som jeg normalt ville være, når vi når den lille bjergby, Aurel, til en omgang friskplukkede jordbær med fløde og hjemmelavede kyskager.
Aurel er populær for cykelentusiaster. På Relais du Mont Ventoux kan cyklisterne dyppe det trætte legeme i den varme jacuzzi og nyde udsigten ud over lavendeldalene, der bader i skyggerne fra Mont Ventoux. Nogle af de ihærdige cyklister møder jeg allerede på vejen derop. Vi sender hinanden medlidende smil, mens jeg forsøger at hjule så hurtigt forbi, at de slet ikke når at ænse min lille sorte kasse bagpå.  Hvis ikke det var for den, kan man nemlig overhovedet ikke se forskel på den elektriske cykel og almindelige cykler. Og med min cykeltaske, der nonchalant hænger henover cyklens bagparti, ligner jeg faktisk bare en helt almindelig cyklist med imponerende gode ben.

Ude for enden af en sti mellem de lilla marker tager Régine Liardet imod og tager os med ind i et aromatisk legeland. Farm La Parente distillerer Provences store udvalg af planter og krydderurter, og når man træder inden for i det lille distilleri, mødes man af duften af timian og lavendel.

Lavendel er områdets stolthed, og der er flere slags lavendel, hvoraf lavande, ægte lavendel, som vokser i de tørre provencalske bjerge, er den fineste slags. Den violblå busk er i århundreder blevet brugt som en kur mod stress, søvnløshed og migræne. Her i Sault laver man også lavendelsirup, og således styrket af et glas lavendelsaft, hjuler vi videre ud i landet.

Lugter af ged
Overraskende let til bens, men med sol i huden og vindblæst hår, når jeg frem til nattens logi. Og jeg kan faktisk lugte den på en kilometers afstand. For den lugter af ged.
Le Viguier i Monieux er både gæstehus og gedefarm, og til middagen om aftenen diskes der i store fade op med grillede og fedtdryppende lammelår, der er klar til at smelte sammen med den vinaigredryppende salat og de friske tomater. Det smager fantastisk. Især når man sidder bænket ved et langt, robust bondebord med udsigt ud over markerne og den lille borgby, Monieux, badet i aftensol.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar