Den bulede firehjulstrækker tonser hen over hullerne i den mudrede grusvej. Hver gang hjulene klasker ned i de dybe pytter af grumset regnvand, sprøjter mudderet flere meter op i luften på begge sider af den gamle Ford. Den blå presenning, der skal give os læ for regnen, kæmper mod vinden, mens vi klamrer os fast til firhjulstrækkerens lad.

Læs også: Til abe-fest i Borneos jungle

Chaufføren, der har samlet os op i et øde vejkryds, dér, hvor den civiliserede asfalt bliver afløst af mudder, lader sig ikke kue af regnen. Han løfter ikke foden fra speederen.

Målet for turen gennem mudderet er hjertet af Pantanal. Det tropiske vådområde, som breder sig over Brasilien, Bolivia og Paraguay og er et af de største i verden med et areal, der er fire gange så stort som Danmark.
Efter en times bumlen ned ad grusvejen kommer vi til den farm, hvor vi skal bo de kommende tre dage og derfra udforske de vilde omgivelser.

Og vi skal ikke gå mange meter, før vi møder nogle af områdets mere skræmmende beboere, alligatorerne (eller kaimanerne, som arten hedder). De ligger dovent i den flod, der løber lige forbi farmen. Når vi nærmer os, glider de langsomt i vandet og hen mod os.

Men det er ikke, fordi de vil angribe, forsikrer personalet på farmen.
Alligatorerne håber blot, at vi er kommet for at fodre dem.
Det er særligt dyrene, der er trækplasteret i Pantanal. Ud over sumpenes 10 millioner alligatorer er der mulighed for at se blandt andet jaguarer, aber, tukaner, piratfisk og papegøjer – det er ikke for sjov, at Pantanal er på Unescos Verdensarvliste over steder i verden, der er bevaringsværdige.

Konceptet for turen er simpelt: Vi bor på farmen – der har hængekøjer, en udendørs pool, en kiosk og en masse eksotiske dyr –midt i sumpen på vores lille dobbeltværelse i tre dage. Alle måltider bliver lavet af farmens medarbejdere, og hver dag vil vores guide, Emerson, tage os med på ture i vildnisset af cirka tre timers varighed. Her skal vi blandt andet fange piratfisk, ride på heste og vandre i området.

Udstyret med armygrønne redningsveste og bambuspinde sidder vi igen på Ford’ens lad.
Vi skal ned til floden, hvor vi skal fiske efter piratfisk. Bambuspindene er tre meter lange og har fiskesnøre med en krog i enden. På krogene sætter vi oksekød skåret ud i mundrette tern.

 Den lange og smalle motorbåd baner sig vej gennem flodens grågrønne vand. Da vi stopper, smider vi krogene med kød ned i vandet, der er så varmt, at kødet hurtigt bliver gråt og halvkogt. Det rykker i bambusstangen, når piratfiskene nipper til kødet – til stor jubel for stangens ejer. Lige så stor er skuffelsen dog, når det lykkes fiskene at slippe fra krogen med kødet.
Efter en times tid har vi dog alligevel fyldt en spand med piratfisk og maller med lange knurhår, der bliver taget med tilbage og forvandlet til en dybstegt frokost dagen efter.

Farmen, vi bor på, har sovepladser til hundrede personer, der kan fordeles på værelser, i rum med køjesenge eller i hængekøjer, alt efter hvor meget, man er villig til at betale. Lige nu er vi seks, der ankom med firhjulstrækkeren fra Campo Grande stort set de eneste turister på farmen. Personalet overgår os langt i antal. Krisen i Sydeuropa har ramt selv Pantanal og ifølge Al, der hentede os på busstationen, er deres forretningsomfang dykket med 60 procent siden krisens start.

Vildnisset er dog ligeglad med krisen. Langs floden samles flodsvin i store flokke. Kapivarerne, som flodsvinet, der er verdens største gnaver, hedder, gasser sig i store flokke langs floden. Når vores båd nærmer sig, plumper de store griseagtige dyr ned i vandet.

I trækronerne daser brøleaber i selskab med hejrer og farvestrålende papegøjer, og mellem sivene ikke mere end en meter fra os ligger en alligator helt stille med øjnene på klem. Selv på vores værelse sniger vildnisset sig ind, hvis ikke vi er hurtige til at lukke dør og vinduer. En edderkop på størrelse med en underkop har indtaget badeværelset, og på væggene sidder grønne og gule tudser med sugekopfødder, der hopper, når vi tænder lyset.

Jaguaren er straks værre at spotte. I skovene bor et stort antal af kattedyrene, men de gemmer sig godt, og efter flere timers spejden må vi give op og vende slukørede tilbage. 

Pantanal er uden tvivl lillebror, når man sammenligner med Amazonområdet i den nordlige del af landet, der både er langt større og meget mere berømt. Men Pantanal er ifølge de, der har forstand på den slags, et bedre sted at spotte dyr, så er tiden for knap til en tur i området i nord, er Pantanal et fremragende alternativ – og omend ikke med garanti, så i hvert fald med chance for at se jaguaren.

Se også: Fem rejser, der kombinerer strand og eventyr

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar