Jeg besluttede at tilbringe min juleferie i Mousa Camp i Nuweiba. Jeg ville tilbage og tilbringe mere tid sammen med beduinerne på Sinai. Jeg var spændt på, hvordan der ville være i campen på denne årstid. Især fordi jeg efter store overvejelser besluttede, at jeg ikke ville medbringe sovepose. Frygten for kulden blev gjort grundigt til skamme. Det var mildt, cirka 20 grader om dagen og ikke under 12 om natten.

Mousa hilste mig velkommen på sin sædvanlige hjertevarme, overstrømmende og gæstfrie måde, der ikke et øjeblik lod mig i tvivl om, at jeg var velkommen.

Det var glædeligt at se, at det gik godt for Mousa og hans camp. Palmehytterne er stadig de samme og til den samme lave pris af 20 EGP (=20 danske kroner) pr. person, samt 20 EGP for morgenmad og 60 EGP for middag.
Men Mousa har store planer for sin camp. Han er i fuld gang med at bygge en ny restaurant med tilhørende køkkenfaciliteter. Det næste der står for tur er modernisering/renovering af badefaciliteterne, og endelig vil han bygge små bungalows med tilhørende bad. Forskrækket spurgte jeg, om han ville afskaffe palmehytterne, men blev beroliget. Så også fremover kan jeg stresse af i min lille palmehytte og finde ro ved bølgernes blide klukken i vandkanten.

Tilbage i min lille palmehytte på stranden, kunne jeg stadig nyde solen om dagen endog tage en svømmetur, selvom det ledte tankerne hen på den danske sommer. Lidt koldt. Det var heller ikke noget problem at holde varmen om natten. I modsætning til i sommers, hvor jeg sov udendørs, rykkede jeg blot indendørs. Mousa havde sørget for en god madras til mig, så et enkelt tæppe var nok til at holde mig varm og lun, mens jeg faldt i søvn til lyden af bølgernes blide klukken.

Men selvfølgelig ville jeg ikke ”nøjes” med min lille palmehytte. Jeg ville tilbage til bjergene/ørkenen. Og af sted gik det i Mousas jeep. Det blev til gensyn med gamle venner og steder, men også møder med nye beduiner og nye steder. Denne gang var det området omkring Makron jeg udforskede. Hvor end jeg kom hen var alle meget gæstfrie og imødekommende. Der var altid te på kanden. Stærk, sød te. Så man efter indtagelsen selv følte sig stærk og forfrisket. Teen drikkes i små glas, der knap rummer en deciliter. Mange steder har familien kun de glas, de selv bruger. Men det betyder ingenting. Så drikker man på skift, og glasset vaskes af mellem hver bruger. Beduinkvinderne har deres egen måde at vaske glassene på. En sjat vand hældes i glasset og pegefinger og langfinger skvulper glasset rundt med vandet, så det bliver grundigt vasket.

Vi overnattede hos en familie i deres lejr. Halvdelen af beboelsen var halvåben teltlejr med ildsted. Her var også sovepladserne. Der var også et helt overdækket rum, som var forbeholdt kvinderne. Her var også ildsted, og man sad på måtter på jorden. Ingen møbler eller skabe. Tøj og andre ejendele opbevares i poser, som hænges op. Mændene og kvinderne opholder sig hver for sig. Ganske naturligt. De har jo hver deres at snakke om.

Ørkenen og bjergene i Sinai besidder en mystisk skønhed, som man drages af. Landskabet ændrer sig hele tiden. Mærkelige klippeformationer skyder op af sandet. Hist og her står et enkelt træ, og man forundres over, at det kan vokse i dette landskab. Lave, visne eller halvvisne buske gør gavn som enten kamelføde eller som brænde til det mikroskopiske bål, der er nødvendigt til den uundværlige te. Det er svært at finde træ til et ordentligt bål med gløder, så man kan bage tabana. Brødet som består af mel, vand og en smule salt og som bages direkte i sandet overdækket med gløder. Som det er blevet bagt i århundreder, og som det stadig bliver bagt.

Det er specielt at rejse rundt sammen med/blandt/hos beduiner. Også selvom det i dag foregår i jeep, og mobilen bliver brugt flittigt. Alligevel er det de basale behov, der fylder dagen. Samle brændsel. Hente vand. Lave te og mad. Hverken hos Mousa eller hans familie og venner har der været svig eller udnyttelse (af mig som turist) at finde. Der er en umådelig gæstfrihed, og man deler den smule, man har. Hos en familie delte kvinden én cola sammen med mig og sine tre børn. Jeg takkede nej, men skulle have.

Denne gang fik jeg set Makroum, Wadi Safri, Wadi Haman, Arada Canyon, Ras a Sala og Gebel Blaze. Lidt ud over det sædvanlige som Mousa ellers har på sit program. Som regel ønsker turisterne at se Coloured Canyon, Black Canyon og White Canyon og den lille oase Ain Kudra. Men Mousa er vældig god til hele tiden at finde nye steder at besøge.

Man kan sagtens arrangere sin rejse selv. Adskillige rejsebureauer, bl.a. Amisol, har ofte billige flybilletter til Sharm El Sheik, og herfra kan man enten tage bus til Nuweiba for 45 EGP, eller man kan ringe til Mousa Hassan (tlf. 002 010 6371980) inden ankomst, og han vil så arrangere afhentning i lufthavnen for ca. 300 EGP for en taxa direkte til Nuweiba. Er man ikke til det primitive liv i en camp, hjælper Mousa Hassan også gerne med at reservere hotel. Eller man kan købe en flybillet til Cairo og tage bussen fra Turgoman busstation (eller Cairo Gateway som den også kaldes) til Nuweiba. Den afgår dagligt klokken 08 og klokken 22. Billetten koster ca 70 EGP og turen tager 8 timer.

Læs evt. mit tidligere indlæg ”At rejse med beduiner på Sinai”.

Du kan også læse mere på Mousas hjemmeside: www.mousacamp.com