Jeg indrømmer det: Jeg har brugt doping.
Pludselig kunne jeg yde 10-15 pct. mere end normalt og strøg forbi den ene hårdt kæmpende cykelrytter efter den anden i Kitzbüheler Alpen i Østrig.

Se også: Elektrisk cykelferie i Provence

Jeg behøvede ikke engang rejse mig i pedalerne, når det gik stejlt opad, og havde oven i købet overskud til at nyde den formidable udsigt over skarpe tinder, skovklædte bjergsider, fossende smeltevandsbække og smaragd-grønne sætere. Hvilken berusende følelse.

Men i modsætning til prominente cykelsportnavne som Bjarne Riis, Lance Armstrong og Tyler Hamilton, så brød jeg ingen regler. Jeg havde ikke optimeret min krops ydeevne med EPO eller andre forbudte præparater. Min doping kom fra et madkasse-stort batteri.

E-biking hedder fænomenet – og det er en fest.
Jeg var ellers lidt skeptisk på forhånd, da mine rejsefæller og jeg tidligere på dagen fik udleveret de temmeligt tunge og noget uelegante leje-damecykler. For fidusen ved e-cyklerne er, at en lille batteridreven elmotor træder hjælpende til, når terrænet bliver udfordrende, og jeg syntes, at det tenderede snyd – man kommer vel fra en cykelnation og har ikke behov for den slags.
Men. Det gode ved i hvert fald disse e-cykler er, at man ikke bare kan sætte sig godt til rette i sadlen og så suse derudad; man skal selv stå for størstedelen af arbejdet.

Cyklen har fire indstillinger, alt efter hvor meget hjælp, man vil have: fra ingen til et ordentlig skub i ryggen – susede vi gennem Blixen mod nabobyen Westendorf, hvorfra vi skulle køre ind i Windautal og videre mod vores mål, Gamskogelhütte-gæstgiveriet i 1.120 meters højde.

På indstillingen »average« – altså »middel« – kom jeg med et helt almindeligt storby-tråd så let som ingenting op på 22-24 km/t. Mens jeg skelede ned på cykelspeedometeret, fordampede mine betænkeligheder som dug for solen. Det her var sjovt, og jeg var fristet til at give den yderlige gas, men jeg beherskede mig for at undgå at få brugt for mange kræfter, inden stigningerne satte ind.

Turen mod Westendorf er i bogstaveligste forstand lige ud ad landevejen, så det er ren paradekørsel, hvor man har fint overskud til at nyde landskabet, hilse på de mange vandrere, man passerer, og forundres over, hvordan alting kan være i en så pinagtig orden.
Alpehytterne, hvoraf rigtig mange er hoteller primært rettet mod skifolket, fremstår alle som én nymalede med flotte udsmykninger på gavlene og et væld af røde blomster på verandaerne. Haverne er ekstremt velplejede, og selv brændestablerne er som bygget op efter vaterpas.
Det er her, fornemmer jeg, at Østrig om sommeren deler folk lidt. Nogle synes, at det er for småborgerligt og konformt, men andre – og til dem hører jeg – synes, at det bare er smaddernysseligt og sætter pris på folks høflighed, og at alting bare fungerer.

Stadig oppe på de små 25 km/t kører vi ind i et skovområde, hvor træerne giver god skygge for solen. Det er midt august og godt hedt.
Jeg har en flaske vand med i tasken, men skulle jeg løbe tør, er det ikke noget problem. På højre side buldrer en bjergbæk med det reneste vand, man kan ønske sig.

Sæterne mellem bjergene er frodige, og lige nu høstes der græs til dyrefoder til vinter. Det ser noget halsbrækkende ud, når de særligt udstyrede traktorer kører på de stejle sæter-sider, og jeg frygter hvert øjeblik, at en af dem ramler ned. Men det gør de ikke. Og det gør de mange køer, som græsser på sæterne, heller ikke. De har åbenbart en balanceevne på linje med bjerggeder. Eller det håber jeg i hvert fald. Kan lige se overskriften for mig: »Cyklist ramt af nedtrillende alpe-ko«. Sikke en uværdig måde at ryge på; det sidste, man hører, er et »Muh« og lyden af kobjælder ...
Nu går det mere stejlt opad, og jeg må skifte ned i gear. Stadig ubesværet glider jeg forbi en række af turister på mountainbikes. Oh, fryd.

Mellem trætoppene titter bjergtinderne frem. Dette område af Østrig er mest kendt som skiferiedestination, og her kommer rigtigt mange danskere om vinteren, men det er også et fint sommerrejsemål, hvis man gerne vil vandre eller cykle, for her er vidunderligt smukt, og der er ruter i alle længder og sværhedsgrader. Vi er ude på en rute, der er i den mildere ende.
Og så går det nedad.
En af fordelene ved at være dansker er, at man er vant til at cykle. En af ulemperne er, at man ikke er spor vant til at køre ned ad stejle bjergveje.

Jeg bliver lidt anspændt og sidder konstant og småbremser – skarpt sving, lige ud, bremse, sving, bremse, sving, ligeud, bremse, sving.
Og så er vi nede. Stopper op ved en alpehytte, hvor en stor gruppe amerikanske motionscyklister i fuldt outfit og på smarte mountainbikes kigger lidt undrende på min damecykel og mig i helt almindeligt hverdagstøj.
Ifølge kilometertælleren har vi efterhånden kørt omkring 15 kilometer, og det slår mig, hvor fremragende en idé, det er med disse e-cykler.

En ting er, at man ikke behøver at slide så hårdt i det, en anden – og vigtigere, synes jeg – er, at man får udvidet sin aktionsradius betragteligt, og dermed får set mere, og at man kan klare at køre i et terræn, der er noget vildere, end man er vant til.
Endelig er det en kæmpefordel, at folk, der ikke er så vant til at cykle (det er jo ikke alle, der er så velsignede at være født som danskere) eller er lidt opppe i årene, også kan få den gode oplevelse, det er at cykle i de smukke naturomgivelser.

Jeg passerer en familie på mountainbikes, hvor de yngste af børnene ikke er mere end syv-otte år gamle. Det ene af børnene står oppe i pedalerne. Vi er ude på en ualmindeligt lang og sej stigning, der normalt ville have drænet mig for kræfter efter ti minutter, hvorefter jeg ville have være dømt til på ydmygende vis at trække cyklen op.
Nu skifter jeg blot ned i et af de laveste gear og glider af sted i et andægtigt tempo, godt hjulpet af min usynlige el-makker.
Vi tramper det sidste stykke op ad den stejle bakke og hopper af cyklerne. Jeg tømmer resten af min vandflaske i én slurk og fylder nyt vand på ved en af en drikkeposter, der findes overalt i bjergene.

Og så skal vi atter nedad.
Denne gang er jeg blevet mere fortrolig med cyklen, så jeg suser nedad. 27 km/t, 32 km/t, 36 km/t – jeg smiler stort til de opadkæmpende cyklister, jeg passerer – 40 km/t, 43 km/t ... Nu går det lige hurtigt nok, og jeg begynder at føle mig utryg, så jeg firer atter på bremserne, mens jeg prøver at holde cyklen omkring de 35 km/t.

Dér til venstre ligger Gasthaus Steinberg, hvor vi skal spise, så jeg bremser op, kører op ad en lille bakke og parkerer min cykel.
Gasthaus Steinberg er kendt som et ualmindeligt godt spisested, der indgår i BRIXENTHALER KochArt, som er en sammenslutning af restauranter, der har sat sig for at opgradere det lokale køkken. Men restauranten er mere end det, den er også af de steder, hvor man kan gratis kan få skiftet batteri på sin e-cykel.

Et fuldt opladet batteri giver energi til ca. 60 km, hvis man kører på laveste indstilling, men da det er de færreste, der gør det – for så kan man lige så godt køre på en almidelig mountainbike – er der lavet batteridepoter en række steder på ruten, så man lige kan få en ny optankning, hvis det skulle knibe.

Jeg kan se på min cykels energimåler, at jeg har genereret en del energi på den lange nedkørsel, så jeg har ikke behov for at skifte batteri. Men frokosten – den er tiltrængt. Sådan noget alpeluft giver en god appetit.

Vores e-cykeltur er ved at være til ende. og da vi afleverer e-cyklerne, ser jeg på kilometertælleren: 44 km. Under normale omstændigheder ville jeg aldrig have klaret det uden at være helt smadret. Nu er jeg blot behageligt træt.
»Er der nogen, der vil med ned og se byens badesø?« spørger en af mine rejsefæller.

Jo, tjoh, jah ...
Vi udveksler blikke, og så spørger vi hotelværten:
»Kunne vi ikke lige låne e-cyklerne igen?«

Se også: Verdens toptunede cykelbyer

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar