Følesansen
Av-uh-ih-varmt!
Sandet brænder under mine bare fødder. Jeg kunne ikke dy mig for at tage sandalerne af, da jeg kom fra Hotel Kariri Beachs pool-område og direkte ud på den tillokkende, gyldne strand, så nu trip-trapper jeg hastigt i bedste Ministeriet for Gakkede Gangarter-stil de omtrent 40 meter ned mod vandkanten.

Aaahhhh…
Havvandet bruser vederkvægende ind over mine fødder og trækker sig så sugende tilbage. Jeg bøjer mig ned, samler hænderne og fylder dem med vand, da næste bølge ruller ind. Det er dejligt lunt. Jeg pjasker vandet ud i ansigtet. Og fortryder straks, for vil det skylle den solcreme af, som jeg for kort tid siden smurte ud i mit vinterblege ansigt? Jeg mener – der er en jo en grund til, at jeg bruger faktor +50.

Solen er ikke til at spøge med her på Cucombo Beach i det nordligste Brasilien, og lige nu står den højt på himlen.
Vandafvisende? Vi satser på vandafvisende solcreme.

Som om den vil støtte mig i mine naive forhåbninger, kærtegner vinden beroligende min kind. Det blæser stort set konstant her på den næsten 600 kilometer lange kyststrækning vest og øst for storbyen Fortaleza, der endnu er uopdaget af både europæiske og amerikanske turister. Og vel er Cucombo Beach hverken mytologisk som Copacabana eller Ipanema i Rio de Janeiro eller proppet med badegæster som de i den grad velbesøgte strande i Recife – men det betyder ikke, at den er dårligere end sine berømte søstre. Bare anderledes. Som en vesterhavsstrand med god plads mod fluepapiret Bellevue.

Og ligesom ved Vesterhavet er netop vinden her en af hovedattraktionerne.
Jeg skygger for solen med håndenog kigger ud over det uendelige blå hav. Det er svært at forestille sig her i middagsheden syd for ækvator, men sejler man ud fra stranden og fortsætter stik nord, så er første stop Grønland (ohhh, kølende isbjerge).
Sejler man stik øst, ender man i Gabon på den afrikanske vestkyst. Der er kort sagt masser af åbent hav, hvor vinden kan samle kræfter, inden den rammer Cucombo Beach.

Det er nu ikke en anmasende vind af den slags, der går gennem marv og ben som hjemme i Danmark, eller en som mistralen i det sydlige Frankrig, der driver én til vanvid. Det er en vind til at lege i.

Synssansen
Det ser ud, som om en kæmpehånd har strøet farvestrålende konfetti ud over havet. Luften glimter af rødt, grønt, gult og lyseblåt i den stærke middagssol. Det må jeg hen og kigge nærmere på.

Jeg børster det våde sand af fødderne, tager atter sandalerne på og går hen mod farveglimtene på himlen nogle hundrede meter borte. Det er kite-surfernes drager, der danser i vinden, ved jeg.

Surfere både her fra Brasilien og den gamle kolonimagt Portugal, som ligger blot syv timers flyvetur væk, strømmer til Cucombo Beach for at udnytte den gode vind.

Hotel Kariri Beach bag mig, som vi bor på, er et moderne turisthotel med store, lyse værelser, restaurant, bar og et stort, lækkert pool-område; det er ikke her, kitesurferne bor.

I hvert fald ikke de seriøse af dem. De bor på de små, slidte hoteller eller pensioner, der ligger langs stranden ind til den lille samling sammenflikkede huse, der gør det ud for »by«. De sparer på udgifterne for at kunne være her længst muligt. For os andre er lækre omgivelser også en vigtig del af ferien.

Og apropos lækre ... En par ualmindeligt veldrejede piger i minimale bikinier sidder i sandet og kigger ud på kitesurferne. Gad vide, om de dér er er ægte...?!

Brasilianske kvinder er blandt de mest plastikopererede i verden, og jeg har aldrig været et sted, hvor det emmede så meget af erotik. Se nu kitesurferen dér foran mig: Han rider på en bølge ind mod stranden, foretager et vrid med dragelinen, fanger vinden og suser så fem-syv meter op i luften i et imponerende hop.

Han er gyldenbrun, muskuløs, har langt, mørkt hår og lædersnore med farvede glasperler om både hals og håndled. Ikke underligt, at pigerne kigger.

Her er dog ikke kun hærdede surfere. Oppe på stranden er en håndfuld turister ved at blive undervist i at kitesurfe, og lidt længere nede ad kysten er en hel familie iført orangegule redningsveste kravlet op i en lille hvid og grøn sejlbåd.

Fire lokale mænd skubber som rasende, hver gang en bølge ruller ind over stranden, men båden kommer kun fremad i små ryk. Måske næste gang. Nej. Hvad så nu? Heller ikke. Nu kom der nok vand under kølen, og sejlbåden glider ud på havet. De to af mændene hopper om bord. Det ser super hyggeligt ud. Men bare de ikke rammer nogle af de mange kitesurfere derude.
»Oi!«

To bikiniklædte kvinder til hest passerer mig. Den ene vender sig i sadlen og storsmiler. Jeg smiler tilbage: »Oi!«
Kort efter suser en lille, firehjulet beach-motorcykel forbi mig med en ung mand forrest og en lille pige med armene omkring livet på ham bagpå.

Hestene lader ikke til at tage notits af djævelskabet, da motorcyklen lige efter passerer dem ganske tæt på. De er givet vant til den megen aktivitet, der er på stranden her ganske tæt på »byen«. Her bades, surfes, spilles bold og grines højt ved bordene, hvor folk hygger sig over øl og drinks.

Jeg har aldrig været i Thailand, men det her bør være en seriøs kandidat til et vinterferie-alternativ, tænker jeg og går hen til en strandbar for at bestille en kold øl.

Lugtesansen
Jeg rynker på næsen. Her lugter skarpt af desinfektionsmiddel.
Vi har skiftet opholdssted og er efter to dage ved Cucombo Beach, hvor den aktive badeferie er i fokus, rykket små 130 kilometer mod øst til Hotel Parque das Fontes ved Praia das Fontes, hvor vi nu er på et familieferieresort af samme type, som man kender fra eksempelvis Kreta eller Gran Canaria.

Vi skal bo i en slags rækkehus ud for en lillebitte sø og med bare et par hundrede meter til stranden. Vi har to rum med sengepladser til i alt fire personer, badeværelse, klædeskabe, køleskab og tv. Udenfor er der en veranda med bord og stole. Her er helt enkelt, grænsende til det skrabede,  pænt – og rent.

Efter naboerne at dømme er målgruppen den stadigt voksende brasilianske middelklasse, og det er ikke meningen, at vi skal bruge tiden på at sidde og lumre indendørs, men enten gå ned til det store badeland med farvestrålende vandrutsjebaner i den anden ende af området, tage på stranden eller hygge os ved den lille pool, der ligger i vores »kvarter«. Resortet er bygget op af forskellige kvarterer med rækkehuse centreret omkring en egen pool med bar og snack-restaurant. Badelandet og den store centrale restaurant midt i hele herligheden er så fælles område.

Det betyder dog ikke, at man ikke må gå rundt på hele resortet. Det må man naturligvis. Og det gør vi efter at have pakket ud.
Først ned til stranden. Den ligner til forveksling den, vi kom fra. Gyldent sand. Den salte havduft. Brusende bølger. Vind i ansigtet. Her er ingen kitesurfere, men til gengæld har de tre store, hvide vindmøller bag os så glæde af vinden. Vindenergi er en forholdsvis ny ting her i Brasilien, men det er helt oplagt at få dækket en del af resortets strømforbrug på denne måde.

På vej hen til badelandet kommer vi gennem to andre »kvarterer« og så forbi et lille kapel, der ligger helt ude på klippekanten. Det hører til resortet, og hvis man gerne vil, kan man blive gift her.

Udenfor er der et flor af sødligt duftende lyserøde og hvide blomster. Men kan se på den tørre jord, at de må vandes konstant for ikke at dø i varmen. Så klarer de mange kaktusser det bedre. Nogle af dem har gule blomster, men dem har jeg ikke mod på at stikke næsen hen til. Dertil er kaktuspiggene for heftige.

Da vi passerer restauranten, slår en duft af grillede fisk os i møde. Den går direkte i maven. Badelandet må vente. Der skal spises. NU.

Smagssansen
Alle måltider på resortet finder sted her i restauranten. Eller »restaurant« er så meget sagt. Det er nærmest en meget stor spisesal med en blanding af langborde med bænke til de store familier eller grupperejsende og så firepersoners borde til dem, der gerne vil spise i fred.

Det er der tilsyneladende ikke ret mange, der vil. De fleste gæster sidder ved langbordene, og her snakkes og hygges der på livet løs over maden.

All inclusive-dillen har ikke bredt sig her til Brasilien, og det glæder mig, for min oplevelse er, at maden så oftest ender på en laveste fællenævner: Man laver så billig mad som muligt og så anonym som muligt, så de fleste gæster kan være med, og man ikke skal kassere så meget.

Sådan er det ikke her på stedet. Her betaler man simpelthen efter vægt.
Ikke éns egen, for så var jeg nok blevet ruineret, men efter, hvor meget mad, man har på tallerkenen. Og det uanset, hvilke retter, man har øset op. Et overordentligt rimeligt system, synes jeg. Den, der spiser mest, betaler mest.

Jeg tager en tallerken og går en runde ved den overdådige buffet: Forskellige retter med lamme-, kyllinge- eller oksekød og grøntsager i krydret-duftende røde og gule sovse. Ris, linser, kartoffelmos. Kyllingelår og -vinger. Koteletter med kartoffelbåde.

Hvad er det? Mmm, stegte bananer. Et stort salatbord. Ved siden af står børnene i kø – det er nu ikke det grønne, der lokker, men spaghetti med kødsauce, lasagne og burgere.

Derhenne er fiskeafdelingen. Der skal jeg hen. På vejen passerer jeg et bord med forskellige brasilianske specialiteter, som jeg ikke kender navnene på, men som jeg har smagt andre steder. Fyldte æg, en cremet salat med små fiskestykker samt stegte aubergineskiver i en mildt krydret, rød tomatsauce med mere.

I fiskeafdelingen står en kok og griller fisk. Man kan vælge mellem to slags – en større fisk med hvidt kød og så nogle mindre, der grilles hele. Mens han grillsteger det stykke, jeg har peget på, øser jeg lige nogle dybstegte rejer og blæksprutter op på tallerkenen.
Åh nej, jeg har overset kokken, der står og griller oksesteaks! Nå, det må blive i morgen.

Jeg snupper en øl i køleren og går så hen for at få min tallerken vejet. Man betaler ikke her på stedet, men får en markering på det gæstekort, man får udleveret ved indcheckningen på resortet. Så betaler man samlet for sit forbrug på ferien, når man checker ud igen.
Jeg rækker mit kort til den unge pige, der vejer min mad. Hun markerer, at jeg skal betale cirka 30 kr. for en hel tallerken fuld af lækker mad og en øl.

Høresansen
Jeg sidder og halvsover på vores terrasse. På bordet foran mig ligger den roman, jeg begyndte på i flyet fra Lissabon til Fortaleza.
Vi var lige nede forbi badelandet, der genlød af børnenes glade stemmer, når ungerne suste ned ad vandrustsjebanerne eller løb rundt om poolen. Der lød også pludselig et stort »PLASK!« efterfulgt af en vred mandestemme. Men da jeg fik øje på manden, var det tydeligt, at det var kun for sjov. Han storgrinede i hvert fald, da han på skrømt jagtede den frydefuldt hvinende fem-seks-årige pige, der lige havde tømt sin lille gule plasticspand med vand i hovedet på ham.

Badelandsområdet var fint og hyggeligt, men jeg vil hellere »hjem« og sidde lidt.
Jeg har lukkede øjne og koncenterer mig om lydene. Jeg kan høre havets brusen derude. Fra vores egen poolområde lyder der også barnelatter. Blide sambatoner strømmer ud fra højtaleren ved poolbaren, og – hov – den dér sprutten kender jeg: En espressomaskine.
Jeg åbner øjnene. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige kunne snuppe...

Læs også: Guide til storbyer med strand

5 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar