Det er bælgravende mørkt, og det støvregner. Vi er lige ankommet med en offentlig longtail-båd, klemt sammen mellem muslimske kvinder, til øen Koh Jum.

Læs også: En nat på koral-øen

Vi aner ikke, hvor vi er, eller hvordan vi skal komme videre fra dette totalt øde sted. Panikken rammer mig. Vi står med fire små børn, det er mørkt, og vi aner ikke, om de får mad eller et sted at sove i nat. Jeg overvejer kraftigt, om vi har drevet vores backpackingtur med børn for vidt.

Turen begyndte langt mere velovervejet. Vi er fire venner med vores fire små børn på et og tre år, der har besluttet at prøve kræfter med 17-dages backpacking med børn i sydthailand. Vi lander i Krabi lufthavn og bliver modtaget med åbne arme, hurtig bagageudlevering og den karakteristiske fugtige tropevarme med en temperatur over 30 grader. Vi hopper i en minivan (1000 Bath=200 kr.) og kører til Ao Nang beach, hvor longtailbåde venter på at sejle eventyrlystne backpackere til Railay Beach, som vi har aftalt skal være første stop på vores tur.

På Ao Nang Beach får 30 søvnløse timer og udmattelsen efter den lange transport os til at hoppe direkte i en klassisk turistfælde. Frem for at tale med bådførerne om at blive fragtet til Railay Beach for et par hundrede Bath bliver vi forblændet af store blinkende neonskilte og en velformuleret Thaikvinde. Det koster os 800 Bath.

Ombord kommer vi – selv om det er skræmmende at gå ud i vand til livet med børn, backpacks og klapvogn; blive drivvåde og få smidt det hele, inklusiv os selv, op i båden. 15 minutter senere står vi på dog på Railay Beach i bagende sol, turkist vand og meget våde sko. 

Vi har ikke planlagt eller bestilt noget hjemmefra. Det er en del af eventyret ikke at vide, hvad morgendagen bringer, og hvor vi skal bo. Desuden er det billigere. Ulempen ved ikke at bestille hjemmefra er, at man ankommer et nyt sted med meget trætte børn og endnu mere trætte voksne og skal tonse rundt i varmen for at finde et sted at sove.

Efter et par timer i bagende sol bliver vi indlogeret i en bungalow på Sunrice Tropical ressort, med aircon, ordentlige toiletforhold, en ekstra seng til vores dreng og en babyseng til den mindste.

Railay Beach er en fantastisk smuk strand, med vilde aber, smukke klippeformationer og store grotter, hvor flagermusene pipper over dit hoved. Men Railay Beach lever desværre ikke helt op til den afslappede uturistede stemning, som vi tidligere har oplevet der. Der er kommet væsentlig flere dyre bungalows, og den tidligere så billige østside er reduceret kraftigt for at tilfredsstille folk med dyre vaner. Ungerne er selvfølgelig ligeglade. De har en fest med at lege på stranden, bade i poolen, se på aber og gå på opdagelse i grotterne.
Efter tre dage på Railay Beach er vi klar på nye udfordringer og næste stop bliver Koh Phi Phi. Phi Phi er kåret til en af verdens ti smukkeste øer og er en af de øer, der blev hårdt ramt af tsunamien i 2004.

For at komme til Phi Phi sejler vi med longtailbåd ud til færgen, der passerer forbi Railay Beach to gange i døgnet. Det vil sige påstigning fra lille båd til stor båd midt i havet. Vi diskuterer, hvorvidt det er sikkert med de små børn, klapvogne, backpacks og store bølger, som oftest er der på denne årstid.
 
Men vores nervøsitet har intet på sig. Vandet er roligt den dag, og der er ingen problemer i at få ungerne ombord. Til gengæld er turen på færgen temmelig vippende, og ungerne bliver iført søsyge-armbånd – godt tænkt, men ikke godt nok, for forældrene sejler uden. Vi går ned én efter én. Da vi endelig ankommer til Phi Phi to timer senere, er vi fuldstændig rundtossede.

I havnen stiller vi os i kø for at få adgang til Phi Phi og betaler 20 Bath, maser os gennem turister, ivrige thaier, der vil have os til at vælge deres ressort, og bådmænd, der vil sejle os til Long Beach på den anden side af øen. »No Thanks, No Thanks, No Thanks.«

Vi vil selv finde et sted at bo, men må konstatere, at hovedøen ikke har det, vi leder efter – nemlig ro og billige bungalows til børnefamilier. Vi sejler til Long Beach (100 Bath pr. voksen. Prisen er ikke til forhandling) og bliver smidt af i brændingen.
Stranden er fuldstændig fantastisk smuk, vandet er blåt som i en feriereklame, og her er der ingen, der hiver i os. På Long Beach er der ro, og stranden er utrolig børnevenlig, men det kan være et projekt at komme ind til byen for mere underholdning. Hvis det blæser for meget, kan longtailbådene ikke sejle ind til stranden, og man er nødsaget til at gå over et mindre bjerg med dine børn – af den slags, hvor man ikke kan have klapvogn med.

Selv om Phi Phi er et fantastisk sted, vil vi opleve Thailand, som det var engang. Vi forhører os derfor rundt omkring, og en australier gør os opmærksom på øen Koh Jum. Det lader ikke til, at lokalbefolkningen kender meget til øen, for vi kan ikke få at vide, hvordan vi kommer derud. Men backpacken bliver pakket på ny, og båden mod Krabi besteget igen. Vi regner med, at det tager cirka tre timer at komme dertil, men må senere sande, at her ville lidt planlægning have gavnet os.

Ved havnen i Krabi advarer personalet os om, at der muligvis ikke er nogle bungalows åbne endnu, da de først åbner i højsæsonen. Det vælger vi ikke at tage for gode varer, for det kan simpelthen ikke passe.

Vi ankommer i regnvejr til en lille by Laem Kraut, hvorfra man kommer til Koh Jum. Klokken er 17.25, og den sidste offentlige longtailbåd afgår 17.30. Der er absolut ingen turister her, kun kvinder på vej hjem fra arbejde med hver deres lille madpakke i hånden. Båden er lille og fyldt, men vi får os alligevel presset ned mellem de meget venlige kvinder, der rykker godt sammen.

Vi har fået at vide, at det tager ca. 25 minutter at komme til Koh Jum, men båden snegler sig af sted, og efter en time i regnvejr, med skrigende sultne og tissetrængende børn (min dreng tisser i en vandflaske foran 30 muslimske kvinder), ankommer vi i bælgravende mørke til Koh Jum.

Der bliver lagt et bræt fra båden og ind til land. Her er ingenting, og alle begynder at forsvinde. Desperat og en anelse panisk hiver jeg fat i den sidste mand, der går fra borde. »Undskyld, kender du et sted, vi kan overnatte?«

Han ryster på hovedet, og selv om jeg ikke aner, om de har åbent, beder jeg ham om at køre os til Joy Bungalow, som jeg har hørt om. Han ringer til en ven, som har en pick up-truck, og ti minutter senere befinder vi os alle otte på ladet af denne ikke helt nye bil. Det er fuldstændig mørkt. Det eneste lys der er, kommer fra forlygterne. Bilen hopper op og ned på den ujævne sti, aberne svinger ind over vores hoved, og det går op for mig, at vi er midt i junglen. Min datter skriger mig ind i øret. Jeg må tage mig selv I ikke at tænke grimme tanker og bevare roen på børnenes vegne.

En halv time senere aner jeg noget lys forude. Det er Joy Bungalow. Bare der er åbent.
Det er der – lige. En ældre mand med langt hvidt hår og militærjakke tager imod os med et kæmpe smil og et »Yeeahhh man. Welcome.« 

Joy Bungalow er et beskedent sted. (500 Bath for en bungalow.) Men de kan lave en panang (kylling med ris), give os en dobbeltseng med myggenet samt en petroleumslampe til at orientere sig med. For her er ikke noget elektricitet. Vi går tidlig omkuld alle fire i dobbeltsengen til lyden af junglen, havets brusen og den berusende lugt af petroleum.

Koh Jum også kaldet Koh Pu er meget afslappende. Her er ingen turister, og vi går langs stranden uden at møde et eneste menneske. Lokalbefolkningen er ekstrem venlige.  Beder du om en cola, løber de ind til naboen og kommer tilbage med noget der måske ligner, men ikke smager af cola. De tre byer på øen bærer på ingen måde præg af indflydelse fra turismen.

Vi er på rigtig mange spændende gåture blandt andet til byen Ting Ray, hvor der er marked om eftermiddagen, og ungerne spiller fodbold med de lokale børn, som tegner streger i sandet med en pind og spiller bold mellem høns og lokale børn i farvefulde klæder.
Fantastisk. Hér har vi fundet Thailand, som det var for 20 år siden.

Læs også: Verdens bedste hoteller når rejsende selv skal vælge

2 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar