"Man ser mange, der slentrer hen ad hovedgaden med lavineudstyret hængende frit fra rygsækken, mens skiene hænger præcis, som de skal, over skuldrene. De andre skal jo helst lægge mærke til, at man er ekstrem." Foto: Scanpix

Flere billeder

Det er ingen tilfældighed, at historiens første vinter-OL fandt sted for foden af Mont Blanc i 1924, for Chamonix er den moderne skisports vugge.

Af Ebbe Fischer
Søndag den 10. januar 2010

Kablerne knirker faretruende, da svævebanen stopper 20 meter fra sit mål. Under os er der næsten to kilometer frit fald  langs med klipper, som er delvist dækket af nysne.

Læs også: Verdens vildeste pister

Himlen er blå, og vinden svag. Kabinen dingler lidt frem og tilbage, inden den igen sætter sig i bevægelse. Denne gang lidt langsommere, og så glider den ind på sin plads. Vi har nået toppen.
Dette er et af de mest ekstreme steder i Alperne. Aguille du Midi er en fire kilometer høj klippe, der skærer sig som en syl op mod himlen – tæt ved selve toppen af Mont Blanc.

I 1955 byggede franskmændene den futuristiske lift ved hjælp af bjergbestigere. Det kostede på tragisk vis fire liv, men liften giver nu almindelige mennesker et indblik i en højalpin verden.
På toppen blander professionelle off piste-skiløbere og verdens bedste klatrere sig med almindelige turister i dét, som forfatteren Jon Krakauer har kaldt »døds-sporternes hovedstad«.

Mont Blanc er simpelthen ideelt til alpinisme, og da Vinter-OL blev indført i 1924, var Chamonix den oplagte værtsby, med status af pionersted.

Vi træder ud af liften og nyder udsigten. Fra fire kilometers højde føles det som at kigge ned på Alperne på den anden side af dalen, hvor skyerne har lagt sig for at dække over byen. Her er høj sol. Og vi føler, vi næsten kan røre ved den snedrive, der udgør selve toppen af Mont Blanc.
Dette er den højeste lift-top i Chamonix, og sammen med Klein Matterhorn i schweiziske Zermatt er det de to højeste i Europa. Men der er ingen pister.

Vi krydser en lille bro, der ikke er for sarte sjæle. Under os er igen et par kilometer ned, da toppen er delt i to klippeformationer, og vi går igennem en grotte, som er sprængt ind i klippen. Og så når vi ud på den anden side. De fleste turister går lidt rundt på de forskellige udkigsposter og tager billeder, eller går ind i den eksklusive restaurant.

Imidlertid har de fleste taget liften op for at stå på ski ned. Også mange mindre erfarne skiløbere, der i selskab med kyndige guider er i gode, sikre hænder. Vi skal ud på et af de største og mest berømte liftbaserede skieventyr, som Alperne kan tilbyde. Og det endda relativt nemt.

Den lette udvej
Den berømte franske off piste-skiløber, Bruno Compagnet, sagde engang om Chamonix, at det er det eneste sted i verden, hvor lifter giver adgang til et terræn, der kan sammenlignes med de utilgængelige bjergsider i Alaska. Den slags påstande kan jo diskuteres, men sandt er det, at mulighederne er exceptionelle fra toppen af Aguille du Midi.

Her er ingen pister, og terrænet er stejlt. Men lidt overraskende, når man står på klippetoppen, er der faktisk en nem udvej. Det handler om den klassiske »Vallée Blanche« tur, som langt de fleste tager. En fremragende idé.

Den tur går nemlig henover en smuk gletscher, omkranset af klipper. Men faren er minimal med guide, og det er en flad off piste-tur. Lidt grundteknik i dybsne, og man er kørende på en 26 kilometer lang rute, som falder uhyggelige 2.800 højdemeter ned mod byen. Og som vi snart skal ud på.

Men først skal vi ned omkring Chamonix’s gader, der hvert år tiltrækker fem mio. entusiaster. Sidstnævnte kommer for at dyrke en række alpine sportsgrene i Frankrigs alpine mekka, der også huser den nationale skole for ski og alpinisme – ENSA – hvor de dygtige franske guider bliver udklækket.

5 selvstændige områder
Området tilbyder desuden mulighed for klippeklatring, isklatring, paragliding, rafting, bjergbestigning og vandring. Mens man om sommeren også kan møde mountainbikere i fuld »krigsbeskyttelse« på vej op ad bjergene i de store svævebaner.

Om vinteren er det skiløberne, der dominerer byens strøg. Man ser mange, der slentrer hen ad hovedgaden med lavineudstyret hængende frit fra rygsækken, mens skiene hænger præcis, som de skal, over skuldrene. De andre skal jo helst lægge mærke til, at man er ekstrem. Her er f.eks. mange svenskere – de er erfarne og selektive skiløbere, der går efter det bedste terræn. Omkring hovedgaden ligger desuden en del gode restauranter.

Mange er utilfredse efter en tur til Chamonix, fordi terrænet er spredt ud. Der er tale om en håndfuld selvstændige områder, som forbindes af busser.

Hvis man foretrækker en skidestination, hvor området er stort og sammenhængende, skal man holde sig fra Chamonix. Her kan man på ingen måde konkurrere med de hundreder af kilometer sammenhængende pister, som for eksempel Val Thorens og Val d’Ísère kan tilbyde.

I Chamonix får man noget andet. Fem små områder, hvor en række store lifter fragter folk højt op ad bjerget, og det kan anbefales at tage en hel dag i hvert af de separate områder. Tag det roligt, og nyd dagen på de samme pister.

Der er mange svære nedfarter, men også noget for de mindre erfarne. Dalen, som byen ligger i, vrimler desuden med andre små skisportssteder, og udsigten til Alpernes højeste bjerg er formidabel. Og så er der off pisten omkring Massif du Mont Blanc.
Mont Blanc er nemlig netop et massiv med mange separate bjergtoppe, og her er rigtig meget godt terræn.

Tilbage på toppen
Vi er tilbage på toppen af Aguille du Midi. Solen står fra en skyfri himmel, mens knitrende frostsne knirker under støvlerne. Vi er nået igennem de sylespidse klipper, som mennesket har valgt at indtage. Grotten er sprængt gennem bjerget, og på den anden side er der et reb. Og en snekam. Rebet følger snekammen flere hundrede meter ned mod en flad dal – Vallée Blanche, som er vores off piste mål på cruise control. 2800 højdemeter.

Vi tager skiene på ryggen og går forsigtigt efter de andre skiløbere. Rebet danner en slags gelænder til venstre side, og man skal hakke skistøvlerne godt ned i de afmærkede spor for hvert skridt.

Hvis man er rigtig klodset, vælter man mod venstre under gelænderet – og knap to kilometer i dybet til den sikre død. Ti minutter senere har vi forceret den store snekam, hvor de ivrige skiløbere, der går ned med skiene på skuldrene, ligner myrer på et bjerg.

Nu kan vi slikke os om munden. 26 kilometers off piste ned mod Chamonix! Vi smækker støvlerne i bindingerne og tager de første sving i den løse sne, mens vi nyder den fantastisk svævende fornemmelse.

Vi glemmer heller ikke at kigge os tilbage for at nyde vores egne spor, med den næsten narcissistiske glæde, det nu engang giver.

De mange skiløbere fra liften bliver hurtigt til meget få på de enorme vidder, og snart er vi kun en lille gruppe på tre. Os selv.
Rundt om Mont Blanc ligger en række gletschere, og Vallée Blanche slanger sig ned på den såkaldte »Mèr de Glace«, der ligger som et hav i den brede og flade dal.

Efter mange kilometer når vi til et terræn, hvor gletscherspalterne er synlige, men man kan nemt køre udenom. I omkring 2.000 meters højde kommer en togstation til syne. Vi kan nu vælge at tage toget – eller løbe de sidste kilometer. Fint, så er der bare om at løbe udenom. En lille gåtur op ad en skrænt, og ned ad en smal pist mod byen. De sidste kilometer.

Fire timer efter vi tog liften, når vi igen Chamonix. Vi er enige om, at det var rigeligt skiløb for den dag. I morgen skal vi op på Grand Montet, der er den næsthøjeste lift-top i 3.300 meter, og hvor der også er pister.

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar