»Lad nu være. Du fotograferer hende bare ikke!« snerrer min kone.

Se også: På rejse ind i Japans hjerte

Jeg vender blikket fra søgeren og spørger naivt min japanskfødte viv:
»Hvorfor ikke?«
»Kan du ikke se det, mand,« hvæser hun og fortsætter så hviskende, som hun nu er i stand til:
»Hun er yakuza. Sådan én vil vi bare ikke have NOGEN SOM HELST problemer med. Forstår du det?«

Jeg lader kameraet falde ned i skødet og kaster et skjult blik over mod den heftigt ryg-tatoverede og bikiniklædte babe, der skifter mellem at smalltalke med et par solbrilleklædte, muskuløse fyre og lægge endnu et lag eyeliner omkring sine kønne øjne.
Det kribler pludselig let ned ad min ryg.

Yakuzaen, den japanske mafia, er sådan nogle, der hakker fingre af deres fjender med skarpe sværd, brændemærker dem med glødende cigaretter eller bare stikker en kniv i dem for efterfølgende at dumpe de blodige lig ved en fjern og stejl klippekyst. Og ja — yakuza-medlemmernes nøgne hud, ikke mindst kvindernes, ligner oftest et direkte aftryk af en kulørt manga-tegneserie fra samuraitiden.

Konen har ret. Den slags ønsker man ikke at komme i karambolage med. Dog fryder jeg mig over, at jeg lige nåede at snuppe et enkelt uskarpt billede — uden at blive fanget i gerningsøjeblikket af hverken baben eller min kone.

Yndet og smukt beliggende turistby
Vi befinder os i et traditionelt badehus, et såkaldt uminoie, i udkanten af Kamakura — en yndet og smukt beliggende turistby, der er berømt for sine mange historiske templer, en enorm buddhastatue samt for en af de bedste badestrande ved Japans, og verdens, største byområde. Vi befinder lidt syd for Tokyos store havneby Yokohama.

Vi har givet omkring 100 kroner pr. person for at få adgang til denne hellige badehal. Til gengæld er vi sikret skygge for den nådesløse augustsol, et lavt bord, omklædningsrum, brusebad, føntørrer samt første parket til den forunderlige japanske strandkultur.
Yakuza-pigen er ikke den eneste babe herinde. Faktisk vrimler det med dem i et sådant omfang, at min kone har mere travlt med at holde øje med mine øjnes bevægelser end med det modeblad, hun har medbragt.

Foran mig sidder syv-otte 18-20-årige fnisende bikinipiger og lægger makeup ved at benytte sig af bagsiden af deres mobiltelefoner, der meget praktisk fungerer som spejl. Med deres affarvede hår, lange, velplejede negle i alskens kulører, designer-bikinier og rosa kinder er de tydeligvis strandsild (eller i denne østerlandske sammenhæng måske snarere strandtun) på jagt efter hårdtspændte badebuksefyre med modsatrettet interesse.

Vi er med andre ord havnet på Tokyos svar på Bellevue. Eller i hvert fald et af dem.

Iskolde piña coladaer og reggae-rytmer
Jeg går udenfor, hvor japanske strandflag blafrer i den lune brise akkompagneret af brændingen fra Stillehavet.
Det er en stor strand, to-tre kilometer bred, og næsten hele strandkysten er belagt med strandhuse som vores samt med badedyrs- og surfbrætboder, restauranter og cocktailbarer, hvor man kan nyde iskolde piña coladaer og lignende til reggae- og hiphop-rytmer.

Her er godt fyldt op. Overalt slænger par, familier og enlige sjæle sig i sandet og vandet, men angiveligt skal vi være taknemmelige for, at vi har valgt at ankomme en hverdag og ikke i en weekend. Næsten samtlige strande inden for et par timers togrejse fra det centrale Tokyo er i sommersæsonen berygtede for at være nogle af de mest tætpakkede i verden.

I solrige weekender kan vejene bag de populæreste strande være et osende helvede af kilometerlange bilkøer, og på selve stranden kan det være vanskeligt blot at finde en enkelt kvadratmeter, som man kan kalde sin egen.

Det mest berygtede badested af dem alle er imidlertid et stort udendørs forlystelses- og vandlandcenter ved navn Tokyo Summerland. Her kan koncentrationen af tusindvis af glade, unge tokyoetere i ekstra steghede weekender være så voldsom, at man kun vanskeligt kan se selve vandet for halvnøgne menneskekroppe, der vugger op og ned i den store bølgepool. (Du kan selv tjekke efter ved at gå ind på YouTube og skrive »Tokyo Summerland« i søgefeltet. Det er den, der er set af 7,5 mio. mennesker.)

Helt perfekt vejr til en dukkert
Men i Tokyo kan det især i juli og august blive nærmest livsnødvendigt at få sig en afsvalende dukkert. Den forgangne sommer satte hederekord i Japan med temperaturer i ugevis på 35-36 grader, kombineret med ekstrem høj luftfugtighed. Snesevis af især ældre i landet omkom i den næsten ubærlige hede, så tanken om en afkølende brise fra Stillehavet kan blive en ren besættelse i sommermånederne.

Her på Kamukura-stranden er luften denne augustdag 35 grader og vandet 26 grader varmt — helt perfekt for en dukkert. Dog virker vandet en smule grumset, men det skyldes det ret mørke og fine strandsand, der hvirvles op af de ofte ganske store bølger, som ruller ind fra verdenshavet. Perfekt for amatørsurfere som overtegnede.

Jeg spadserer en tur på stranden og bemærker straks to ting, der adskiller japansk strandkultur fra europæisk.

Læs også: Luksus badeferie i Kina

Praktisk taget alle er slanke her. Jeg føler, at mine fem kilo ekstra dansk flæskestegsfedt om maven vækker opsigt som flødeskum i en salatskål. Den megen ris, fisk, tang og grøntsager i japanernes hverdagskost giver gevinst ved kasse et, især når man udfolder sine ynder på en storbystrand.

Den anden opsigtsvækkende ting er, at man stort set ikke ser solbrændte mennesker her. Overalt flyder det med solcremeflasker i faktor 40, og de fleste foretrækker åbenlyst at befinde sig i skyggen frem for direkte under den brændende sol. Selv blandt de talrige bikinibabes er det tydeligvis et skønhedsideal at bevare huden så hvid og uberørt af UV-stråling som mulig. Et sundt ideal må man sige.

Californisk beach kultur
At deres ansigtshud så er malet tykt af pudder og rouge i opsigtsvækkende store mængder, er en helt anden sag.
Der er også en ganske særlig stemning over stranden — en form for blanding af noget polynesisk aloha-agtigt og californisk beach kultur. Det har noget at gøre med de mange strålende kulører på strandens boder, de talrige cocktailbarer, de muskuløse surferfyre og den tilbagelænede japanske høflighed.

Man må huske på, at japanerne alle dage har orienteret sig mod Stillehavet, som de af indlysende geografiske årsager er knyttet nærmere til end for eksempel kinesere eller koreanere. Hawaii er nok japanernes populæreste udenlandske feriemål — godt seks timers flyvetid fra Tokyo. Og i Californien bor der ca. 400.000 mennesker af japansk afstamning. Hvis man kigger godt efter, er det muligt at finde et svagt polynesisk islæt over japanerne og deres kultur, og det gælder ikke mindst på en japansk strand.

Jeg går tilbage til vores uminoie eller badehus. Yakuzatøserne og deres højtråbende fyre er forsvundet. Til gengæld er de lave borde nu fyldt op med par og familier, der over duggende krus af iskolde Kirin-fadøl slubrer store skålfulde yakisoba — stegte nudler — eller japansk ris og karrysovs i sig. Foran isbaren strækker sig en lang kø af børn og unge, som vil køle sig ned med den farverige japanske version af slushice eller med ispinde med brændende wasabismag — deres svar på vores lakridsis.

Konen tilgiver mig min, naturligvis, strengt professionelle interesse for de udmajede strandpiger. Lidt senere, mens den lavthængende østerlandske sol danner lange skygger i det lysebrune strandsand, vandrer vi hånd i hånd bort fra kystens meterhøje tsunamiværn og op mod den lille station med lokaltoget, der vil fragte os ind mod kæmpebyens pulserende hjerte.

Japansk strandkultur
På overfladen minder japansk strandliv en del om amerikansk eller hawaiiansk. Men der er naturligvis flere markante forskelle. En af de væsentlige er, at næsten alle store strande erklæres officielt åbne af en præst fra den oprindelige japanske shintoreligion. Det sker tilmed ofte først omkring 1. juli, når skolernes sommerferie begynder, og regntiden er ved sin afslutning. Dernæst lukkes strandene typisk igen allerede omkring 1. september.

En anden forskel er de traditionelle japanske badehuse, uminoie, der foruden skygge byder på lave borde, tatamimåtter, brusebade, omklædningsrum og enkle retter.
Det kan være en ganske særlig oplevelse at besøge en japansk strand om aftenen. Så er der nemlig dømt grillaften, og er man heldig, kan man opleve de spektakulære japanske fyrværkerishows, hanabi.

En yndet sport på japanske strande er at lege suika-wari eller vandmelonkløvning. Legen går ud på at binde en deltager et bind for øjnene, snurre vedkommende rundt og derefter lede personen i retning mod en vandmelon, som han eller hun skal forsøge at kløve i et enkelt hug med et baseballbat.

Alle store strande er under opsyn af livreddere. Følg deres instrukser. I meget sjældne tilfælde kan hajer søge ind nær kysten. Der kan også i om muligt endnu sjældnere tilfælde forekomme tsunamier.

3 flotte japanske strande
De bedste strande i Japan ligger (naturligvis) ikke i Tokyos forstæder. Her er tre af de bedste.

Oshima
Vil man slænge sit legeme i det sorteste, sorte strandsand, må man tage færgen fra Tokyo til den lille, men imponerende vulkanø Oshima knap to timers sejlads fra hovedstaden. Her er vandet funklende rent og byder tilmed på smukke undersøiske oplevelser for enhver med snorkeludstyret i orden.

Shirahama
Halvøen Izu sydvest for Tokyo rummer talrige bjergtagende landskaber, varme kilder og adskillige skønne strande. Den nok bedste ligger nær feriebyen Shirahama og er med sit fine, hvide sand, flotte klippepartier og klare vand med glimrende dykkermuligheder et oplagt udflugtsmål. Ca. to en halv time fra Tokyo.

Okinawa
De fleste japanere er enige om, at landets bedste strande ligger på Okinawaøerne — en subtropisk øgruppe og særdeles yndet turistmål syd for selve de japanske hovedøer. Her er der koralrev en masse, muligheder for at spotte hvaler og kridhvide strande med turkisblåt hav, som vi kender det fra turistbrochurerne. Tag f.eks. til den lille ø Zamami for en strand- og dykkeoplevelse i absolut verdensklasse.

Læs også: Verdens mest undervurderede rejsemål

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar