Det kan godt være, at man kommer til at se dobbelt, hvis man sidder her længe nok. Men ellers må caféens navn, Double View, hentyde til, at man kan se til begge sider ude på spidsen af halvøen. Et godt sted at sidde, hvis man vil følge livet i den lille, livlige havn på Alonissos.

Læs også: Her er Grækenlands bedste strande

Neden for er en flok mænd ved at læsse stykgods fra en rød coaster. En lastvogn med en ung mand på ladet kører i rutefart med en sending køleskabe til øens beboere. 

En af Hellenic Seaways katamaraner stryger uden om coasteren med passagerer fra Volos, Skiathos og Skopelos. Senere på dagen lægger de større færger til herude.

Havnebyen Patitiri har lige det liv med bystrand, taverner og et fint museum, der gør den spændende nok til en uges ophold, og intim nok til, at man føler sig hjemme.

Mums

Det er lidt frækt at kalde sin taverne Kamaki. »Kamaki« betyder egentlig at fange fisk med trefork, men det betegner også de krumspring, en fyr gør for at forføre en kvinde. Charmørbradden Vangelis er tjener på stedet og lever helt op til tavernens navn.

Allerede ved et kig i montret bliver det klart, at Spiros i køkkenet kan lave mad: Ingen simremad i olie og fedt, men hjemmelavet tarramosalat (fiskerognsalat), muslinge-saganaki, blæksprutter i spinat, muslinger i ris og kanin i kryddersovs falder umiddelbart i øjnene.

Jeg snupper de fire første. Vangelis kigger spørgende på mig. Yeps, jeg springer ud i det med et smil fra øre til øre. Det smager bare herligt!

Hjemme på Hotel Paradis er værtinden Bessie slet ikke overrasket over mine gastronomiske lovprisninger.

- Jamen, Yanni, ved du ikke, at Alonissos er kendt for sit høje gastronomiske niveau? spørger hun smilende med en bred canadisk accent.

Næh, jeg anede det ikke. Men jeg er klar til at blive belært. Bessie giver mig en liste med gode restauranter. (Den kan I se et andet sted her på siderne.) Vi får prøvet næsten alle sammen. Og min begejstring blev ikke mindre.

Det danske islæt

Ind til 1960erne var Patitiri kun en lille fiskerflække. Hovedbyen lå dengang på en bjergtop knap fire km inde i landet. Palia Alonissos blev imidlertid svært beskadiget under et jordskælv i 1965, og beboerne flyttede derfor ned til havet i nye boliger. 

Nu er den gamle by ved at komme på fode igen. Ikke mindst takket være turismen og en stor gruppe udenlandske tilflyttere. De har råd til at bygge husene op i gammel stil uden at ødelægge den gamle bys specielle charme.

Danske Bente Keller var en af de første med et galleri heroppe. Udover at sælge egne akvarelmalerier og bivokslys afholder Bente malekurser med den pittoreske bjergby som kulisse (læs mere på www.bentekeller.gr).

Hun har boet her siden 1995. Med sin græske mand Elias Tsoukanas har hun sønnen Jason på 10, og parret kender Alonissos så godt, at de sammen har udgivet de glimrende guidebøger »Alonissos on Foot« og »The Alonissos Guide«.

Palia Alonissos blev målet for mange af vore fotosafarier ad stejle trappegader langs stenhuse med træbalkoner og blomster i dekorative pangfarver. Om aftenen er Palia et super-romantisk sted for en forførisk dinner og en flammende solnedgang. Byen kan nås med bus fra Patitiri (12 kr) eller taxa (45 kr).

Endestationen

Efter et kig på kortet kan jeg se, at der ligger en marinestation helt ude nordøst på øen. Et forskningscenter i forbindelse med den 2.200 km2 store maritime naturpark. Et kolossalt fredet vandområde, hvor især den meget sjældne munkesæl får fred til at yngle.

På vejen derud kommer jeg forbi øens øvrige to lidt større bebyggelser. Ca 10 km fra Patitiri er det Steni Vali med flere taverner og en lille havn, der deles mellem lyst- og fiskerbåde.

Yderligere et par kilometer efter kommer fiskerflækken Kalamakia med tre-fire taverner og en lille flåde af fiskerbåde. Her snupper jeg en forfriskning og får serveret en meget salt sild til. Fiskerne skæver lidt til mig, men en nordbo skulle vel nok kunne klemme en enkelt saltsild ned.

De sidste 10 km af turen møder jeg ikke en sjæl. Den ene flotte udsigt afløser den anden, mens den hullede vej forbandes langt væk. Hvornår lærer grækerne at bygge veje, der ikke skal repareres hver eneste gang, der har været et regnskyl? 

Ude i horisonten kan jeg nu skimte den sidste lille havn og en stor hvid bygning. Det må være den omtalte marinestation.

Først helt nede i havnen får jeg øje på mennesker. De sidder under et lille halvtag op ad en mobil cantina. Jeg får parkeret min firhjulede terrængående quad. En benet mand med tatoveringer vinker mig nærmere.

- Marinestationen?! Den er godt nok derovre. Men den har været lukket i otte år. Mindst. Sæt dig ned i stedet, siger Costas med tatoveringerne. 

Jeg slår mig ned i selskab med Hubert fra Tyskland og hans italienske kæreste. Dimitra ved siden af på bænken er Costas kone. Lidt efter slutter engelske Colin sig til selskabet.

Desværre må jeg forlade den gode stemning efter en tur i Colins nye båd. Costas og Dimitra burde have statstøtte til deres arbejde for de få gæster her ved verdens ende.

Om aftenen tager vi afsked med værtinden Bessie og hendes venlige mand Costas fra Albedo Travel. Deres datter Nikoletta er hjemme på sommerferie fra sit universitetsstudium i Toronto, Canada. Her fandt Bessie og Costas sammen under deres studier for en hel del år tilbage. 

Læs også: 12 hemmelige græske øer

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar