Den søde parfumeduft er intens. Først kan jeg ikke regne ud, hvor den stammer fra. Men så går det op for mig, at det er planterne med de bittesmå, hvide blomster, det handler om. Dejligt!

Læs også: Guide til 4 græske ø-favoritter

Skøn er også stilheden. Den eneste lyd er fuglenes sang. Ingen turistgrupper med en geschæftig højtsnakkende guide i spidsen forstyrrer freden.

Vi  har fundet en perle af de endnu næsten uberørte. Fra turistmylderet i Kusadasi på Tyrkiets vestkyst er der bare et par timers kørsel til ruinbyen Afrodisias. Men stort set ingen, vi spørger, har hørt om den. Det hemmelige tip kom fra en svensk bekendt, der priste stedet i høje toner.

Den sidste dag i Tyrkiet lejer vi en bil og styrer østpå. Vejen går via Selçuk og Aydın. Ved en af de mange landevejsboder køber vi en pose kirsebær. På den anden side af vejen er der et lille te-udsalg. De andre gæster kigger lige så nysgerrigt på os som vi på dem.
Efter Kuyucak drejer vi sydpå. I Karacasu holder vi spisepause og får et dejligt måltid med kød, kartofler og salat. Vi peger ud, hvad vi vil have fra retterne bag plexiglasset. Her ude på landet er der ikke mange, der taler andet end tyrkisk.

Fra Karacasu er der tolv kilometer til Afrodisias. Endelig finder vi skiltet, der viser hen til den lille parkeringsplads, hvor enkelte sælgere falbyder postkort og lidt souvenirer. Herfra bringer en traktorvogn os det sidste stykke til ruinbyen.

Eventyret
Og nu begynder eventyret. Allerede fra indgangsporten ser vi store ornamenterede marmorstykker. De ligger alle vegne langs med stierne, nogle steder nærmest hulter til bulter.

Forklaringen er, at der i Afrodisias fandtes en skole for billedhuggere. Ikke langt fra byen lå nemlig et stort marmorbrud. Skulpturer fra Afrodisias var kendt i hele romerriget.

Stedet har en lang og broget historie. De første spor af menneskelig bebyggelse her i området stammer fra neolitisk tid, for 8000 år siden. Da dyrkede man frugtbarhedsgudinden Kybele. Gudinden var altså oprindelig en lokal sådan, men grækerne identificerede hende under den hellenske tid som deres egen kærlighedsgudinde Afrodite. Hun minder også meget om en anden kendt dame, Artemis fra Efesos. De bærer den samme slags klædning, en tyk tunika, der skjuler formerne godt.

Afrodisias som den ruinby, vi kender i dag, opstod i århundrederne før Kristi fødsel. Æren for grundlæggelse og byplan tilskrives Gaius Julius Zoilos, en lokal mand, der havde været slave hos Gaius Julius Cæsar og senere blev frigivet af kejsar Octavianus. Da Zoilos som en fri mand vendte hjem med penge på lommen, gik han i gang med at udvikle byen, der dengang bestod af et tempel omgivet af nogle små huse.

Zoilos lod blandt andet opføre bolighuse og et teater. Byen voksede, fik bymur med byporte og gennem de næste århundreder flere store bygningskomplekser. Den blev et politisk, kulturelt og religiøst centrum, med blomstrende handel og fine håndværkstraditioner. Før et besøg af kejser Hadrianus opførte bystyret flotte romerske bade. Byen var også kendt som et centrum for filosofi og lægevidenskab.

Imponerende stadion
Det mest imponerende for en besøgende i dag er byens atletikstadion, 262 m langt og 59 m bredt, med plads til 30.000 tilskuere. Det betegnes som et af verdens vigtigste antikke bygningsværker og er det bedst bevarede stadion i Middelhavsregionen. Foruden sportskampe kunne man her også afholde folkeafstemninger og festivaler. Det er fascinerende at slå sig ned på en af tilskuerpladserne og forestille sig det leben, der engang har hersket her.

Afrodisias blev desværre ramt af flere store jordskælv. Byen blev så slemt ødelagt af et stort skælv i 600-tallet, at den derefter forfaldt. Dele af området blev efterhånden dækket af den moderne landsby Geyre.

Før Afrodisias havde vi besøgt de tyrkiske ruinbyer Pergamon og Efesos. Kontrasten er slående. De to første steder er fyldt med turistgrupper – i Afrodisias har man det hele næsten for sig selv.

Læs også: Guide: Sådan giver du drikkepenge

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar