Ummidelbart emmer det af fred og ro på Dragsholm Slot ved Odsherred. Men indenfor murerne lurer spøgelserne – skal man tro overleveringerne. Foto: PR

Flere billeder

På Dragsholm Slot ved Odsherred er gastronomien i højsædet. Og spøgelserne...

Af Nina Rølle
Onsdag den 20. maj 2009

»Dragsholm Slot? Uh, der er jo spøgelser,« lyder det fra en god veninde inden vores besøg på det næsten 800 år gamle slot ved Odsherred i Vestsjælland.

Se også: Familie-camping i Odsherred

Slottet er berygtet for sine spøgelser – det siges, at Dragsholm Slot er det slot i Danmark, som er mest hjemsøgt af spøgelser – men den slags preller fuldstændigt af på familiens to teenagere, som tydeligvis synes, at deres mor er temmelig latterlig i sit ihærdige forsøg på at skabe lidt gyserstemning på vej til slottet.

»Jeg er ateist og tror ikke på en skid,« lyder det resolut fra den 15-årige, som trods sin hovedrysten over for både grå og hvide damer alligevel ikke er meget for at gå alene hen til Celestine – mannequindukken med de lyse silkeklæder, som holder til i slottets borgtårn.

Ifølge rundviseren led Celestine en krank skæbne, da hun blev gravid med en af karlene på slottet, hvilket ikke var comme il faut i forne tider, så de adelige forældre gav den stakkels pige sovedråber og murede hende derpå inde. Mange år senere – i 1930erne – fandt en håndværker knoglerester fra en kvinde under restaureringen af den ældgamle mur, og de menes at stamme fra Celestine.

Rundviseren fortæller, at man skal hilse pænt på Celestine – ellers kan man komme grueligt galt af sted under sit ophold. Eller på hjemturen. Forestillingen om den unge kvinde, der blev muret levende inde, og synet af hendes jordiske rester skaber et vist gys i forsamlingen, og store som små går pligtskyldigt hen og hilser på dukken – for sæt nu, at der er noget om, at hun laver ballade, hvis ikke man gør det.

Og så ikke mere om spøgelser. Vi så ikke mere til Celestine eller andre af slottets genfærd – til gengæld blev vi mødt af store kulinariske oplevelser. Dragsholm Slot har med chefkok Claus Henriksen i spidsen siden 2005 arbejdet sig op i den absolutte gastronomiske elite, selv om det endnu ikke er blevet til Michelin-stjerner, og det er i dag gastronomien – og ikke spøgelser – slottet markedsfører sig på.

Claus Henriksen har tidligere været souschef på den to stjernede Michelin-restaurant Noma i København, og der er stadig tætte bånd til den københavnske gourmet-restaurant, hvis chefkok René Redzepi er konsulent for slotskøkkenet.

På Dragsholm praktiserer man det såkaldte terroir-køkken – et køkken, der trækker på de lokale råvarer fra de omliggende marker, skove og strande. I 1694 blev slottet solgt til adelsmanden Frederik Christian Adeler, som var en meget fremsynet mand, der udover at oprette en børnehave for egnens børn, tog initiativ til inddæmningen af Lammefjorden og derved skabte præmissen for slottets køkkenfilosofi i dag. 

En filosofi, der ifølge vicedirektør Thomas Kjelfred går ud på at skabe tættere afstand mellem jord og bord og præsentere slottets gæster for, hvad han kalder oplevelseslandbrug. Det betyder, at man som gæst kan tage med kokken på tur, når han går rundt i naturen omkring slottet og samler ind til aftenens måltid.

At det er et terroir-køkken fremgår tydeligt af menuen, som blandt andet tæller ingredienser som tang, Lammefjordsporrer, skovsyre og havtorn – Europas svar på passionsfrugt.

Og som for at understrege alvoren i stedets køkkenfilosofi bliver gæsterne allerede ved appetizeren mødt med »fra jord til bord«-tankegangen. Ind kommer en lille urtepotte, hvor en radise er stukket ned i urtecreme lavet på kørvel, og for at illudere, at man hiver en radise op af jorden, er urtecremen drysset med maltjord. Dertil en lille kuglerund Lammefjordskartoffel med en let antydning af skaldyrssmag, som stammer fra de mange fossilrester, der blev tilbage i jorden efter inddæmningen.

Samme linje går igennem hele menuen, som bliver serveret af et veloplagt personale i den middelalderlige slotskælder med smukke hvælvinger i loftet. Tidligere blev kælderen brugt knapt så hyggeligt; nemlig som fængsel, og midt under middagen fører tjeneren os ud gennem køkkenet og ad labyrintagtige gange forbi opvask, kølerum og diverse spisekamre til et mørkt rum, hvor Jarlen af Bothwell (gift med den skotske dronning Maria Stuart) sad indespærret – og døde. Det siges, at man om natten stadig kan høre hestevognen, der kørte hans kiste væk.

Middagen afsluttes med kaffe og cognac i biblioteket, hvor C.E.F. Weises klaver står, og som han efter sigende skulle have komponeret »I Østen stiger Solen op« på.

Da solen næste morgen stiger op, gør det godt med en løbetur ud over markerne og langs Sejrøbugten, inden et dejligt morgenbord kalder – særligt vaniljeyoghurten med havtorn og æblejuicen fra Troldebakkens frugtplantage vækker begejstring blandt store såvel som små.

Og alle må vi konstatere, at vi i nattens løb hverken har set noget til grå eller hvide damer eller hørt hestehove ude på gårdspladsen – vi har derimod sovet tungt oven på den fantastiske »terroir menu«.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar