Search Rejseliv.dk Søg
 

5 oplevelser i Madrid


Byens ny punchline er 'MAD about you', og det er præcis den følelse, som opstår under et besøg i den spanske hovedstad.

Af Annette Suhr
Lørdag den 6. september 2008



Det er byen, hvor man slentrer, spiser tapas, shopper, går på museer og tror, man kender det hele, indtil der pludselig dukker en ny café op, en ny butik eller et nyt kvarter. At efteråret er lunt og solrigt, gør byen til et oplagt rejsemål. 

01. Økologisk babydeli
Adresse: Lagasca 54. Åben fra kl. 10.00-20.30 på hverdage og i weekenderne fra kl. 11.00-19.00. Metro: Serrano (Linje 4).
Særpræg: Ligger i det eksklusive Serrano-kvarter. Indrettet i lyse træsorter, men disk og reoler i »Det lille hus på prærien-stil«.

Madrids ny gourmetsted er ikke en fancy designerrestaurant, men en økologisk babydeli i den fashionable Serrano-bydel. I butikken kan man købe alt til børn: pasta, saucer, snacks, legetøj, bøger, musik, bleer, sæber, rengøringsmidler og meget andet - alt sammen økologisk. Og legetøjet er selvfølgelig pædagogisk.
Udefra ser den ikke ud af meget, men bag de store glasdøre ligger der 300 kvadratmeter butik og en stor gårdhave. Her er en café, som byder på lækre spanske retter til både børn og voksne, og selvfølgelig kan man købe ud af huset. Her er legerum til børn i forskellige aldre, og i formiddagstimerne kan man også få børnene passet. I eftermiddagstimerne og i weekenderne er der forskellige aktiviteter, f.eks. børneteater og oplæsning.  
Man kan også leje et eller flere af lokalerne og holde børnefødselsdag; så sørger personalet for de rette aktiviteter afhængig af børnenes alder, og undervejs bliver der serveret tapas for de små poder. Et sandt mekka for forældre, bedsteforældre og et must, hvis børnene er med på turen.

02. Sang til maden
Adresse: Calla Marqués de Monasterio, 5.
Tlf. 91319 4221, metro: Colon.
Åben fra kl. 13.30-16.30 og  21.00-24.00.
Særpræg: Tjenerne er operasangere, som giver numre hele aften igennem. Desuden er restauranten udstillingslokale for skiftende malere.

Forretterne hedder bl.a. Carmen og Manon og Don Pascual. Den sidste er fiochetti fyldt med gorgonzola, pærer og svampe. Fiskeretterne hedder Rigoletto, Falstaff og Faust, som er kulmule med caviarsauce. Desserterne har navne som La Ravoltosa, El Gato Montes og Gigantes y Cabezudos. Sidstnævnte er vodkasorbet med pistacienødder. Restauranten hedder La Castafiore efter den store diva i Hèrges tegneserie om Tintin.
Der er et par andre lignende steder i byen, hvor tjenerne er professionelle sangere eller elever fra Madrids musikkonservatorium, men La Castafiore skulle være den bedste. Så foruden den gode mad, diverteres gæsterne med Verdi, Rossini, Bizet og så selvfølgelig den spanske form for opera, Zarzuela.
Ind imellem opfordres gæsterne til at synge med, uden at det dog ender i den rene fællessang. Der er en lille café ved indgangen, hvor man kan spise lidt tapas og være med på en »lytter«, når de store arier synges i restauranten.

03. Pc og cykel på værelset
Adresse: www.hthotels.es
Særpræg: Ny hotelkæde med både små og store hoteller på 25 adresser rundt om i Madrids forskellige kvarterer. High Tech byder på gratis internet, kabel tv, og avanceret badeværelses-   teknologi.

Hvad enten man kun skal være et par dage i byen eller lidt længere tid, er det rart at bo godt til en rimelig pris. Klik ind på www.hthotels.es og vælg mellem 26 små og store hoteller i Madrid. High Tech er en kæde af selvstændige hoteller rundt om i byen. Den har også hoteller i bl.a. Barcelona, Malaga og Bilbao og er den tredjestørste i Spanien. Priserne ligger fra 90-250 euro pr. nat.
Nogle ligger i den historiske bydel, andre vis a vis de store museer og andre igen i det mondæne kvarter, Serrano. Alle hedder Petit Palace og ligger i gamle ejendomme, som er renoveret med nænsom hånd. Nogle er i kategroien designer-hotels, andre er mere familie-venlige med køjeseng til børnene. Så er der også værelser med kondicykel, så man kan få »kørt« den gode mad af, og der findes velindrettede handicapværelser.
Selvfølgelig har alle værelser - som hotelkædens navn antyder - pc og gratis adgang til internettet, fladskærm og kabel-tv samt den nyeste teknologi i brusebadet. Ens for alle hoteller er den rigtig gode morgenbuffet med frisk juice, masser af frugt, godt brød, ost, skinke, grøntsager, yoghurt og selvfølgelig et godt udvalg af kager, som jo er mange spanieres eneste morgenmad.

04. Nyt kulturhus
Adresse: Caixa Forum Madrid, Paseo del Prado, 36. Åben hver dag fra kl. 10.00-20.00. Metro: Atocha, linje 1, www.lacaixa.es/ObraSocial
Særpræg: En arkitektonisk perle designet af de schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron i et gammelt kraftværk.

Byens ny kulturhus, Caixa Forum, der åbnede i februar, må besøges. Det er en arkitektonisk oplevelse, tegnet af arkitekterne Herzog & de Meuron, kendt for bl.a. det olympiske stadion »Fuglereden« i Beijing og Tate Modern i London.
Caixa Forum ligger i hjertet af Madrids museumskvarter. Det er ikke kun forbeholdt kunstinteresserede, men er et kulturhus i bred forstand med skiftende udstillinger, biograf og mange sociale events i lighed med søster-centeret i Barcelona. Selve huset er et ombygget kraftværk fra 1899 og er en af byens få tilbageværende eksempler på Madrids historiske industrielle arkitektur. De store jernkonstruktioner er bevaret indvendigt og nye etager bygget op omkring dem, men udvendigt er kun skallen bevaret og restaureret.
Helt speciel er også pladsen foran, hvor en kæmpemæssig stedsegrøn have er plantet lodret op ad en 24 meter høj husgavl. Haven er designet af botanikeren Patrick Blanc i samarbejde med Madrids botaniske have. Blanc er kendt for lignende lodrette haver i bl.a. New York, New Delhi og Paris, men haven i Madrid er den største, nemlig på 460 kvadratmeter. Der er brugt flere end 15.000 stedsegrønne planter af 250 forskellige sorter. Kulturhuset er på fire etager og øverst er der restaurant og café. Besøgende belønnes med en storslået udsigt over byen.

05 Shop-amok
Adresse: ABC Serrano, Calle 61/Calle Castellana 34. Åbningstider fra kl. 10.00-21.30. Søndag
lukket. Metro: Nunez de Balboa/Ruben Diaro
Særpræg: Fem-etagers indkøbscenter med blandt andet fittnnes-center, cafe og restaurant på toppen, der er udsmykket i maurisk stil.

Hvis man ikke kan nøjes med et halvt hundrede El Corte Ingles stormagasiner, talrige Mango-butikker og hundreder af andre modebutikker i bymidten, er det værd at besøge shoppingcentret, ABC Serrano, der ligger i gaden af samme navn. Bygningerne er gamle patricierhuse fra slutningen af 1800-tallet.
Centret er på fem etager med et stort fitness-center, café og restaurant på toppen. Foruden de kendte mærkevarebutikker er her mange spændende spanske navne, som ikke er på markedet i Danmark.
Serrano-gaden er Madrids dyreste indkøbssted, ja, hele kvarteret vrimler med små og store designer- og mærkevarebutikker. Versace, Gucci, Louis Vuitton og Chanel-butikker ligger side om side med de spanske designnavne som Adolfo Dominguez, Elena Benarroch og Roberto Verino.
I kvarteret ligger også de bedste juvelerforretninger, mange antikvitetsbutikker og selvfølgelig adskillige små, mondæne caféer og restauranter. Har du fået nok af dyr designermode, så husk, at der i weekenden er rigtige gammeldags markeder omkring Plaza Mayor.

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark