Search Rejseliv.dk Søg
 

Guide: 5 oplevelser i Kuching

Flere billeder


Kuching er hovedstaden i den malayasiske stat Sarawak, som mange rejsende til Borneo starter eller slutter deres tur i. Vi har fundet fem ting at opleve i den sydasiatiske by.

Af Ulla Lund og Peter Hauerbach, rejseliv@berlingske.dk
Søndag den 2. december 2012



1. Stille flyder kajakken i Pedisfloden

»Jamen, der er krokodiller. Det skal I ikke gøre«, indvender den venlige dame i turistkontoret i Kuching i Sarawak, da vi spørger til kajakmulighederne på den nærliggende Pedisflod. 

Men da alle andre taler godt om denne tur, og de lokale aldrig har set krokodiller der, tager vi af sted. 

Køreturen fra Kuching tager en time ud til en flad sandbanke ved et meget stille stykke af floden; så roligt, at nogle har deres mellemstore børn med. Efter en kort instruktion fra guiden – også med pligtskyldig udlevering af redningsveste, som ingen tager på her på det ret lavvandede stykke – lægger vi fra i de åbne kajakker.

Langs den ene bred hænger tæt regnskov ud over floden; træer og planter har fundet fæste helt ud mellem granithårde småklipper fra den fugtige varme tropeskov. Håndstore, blåplettede sommerfugle blafrer omkring, og masser af fuglekvidder fylder luften, og der er intet spor efter krokodiller. Et par steder bliver de små bløde krusninger til lidt større hvirvler og fald, men så små, at de bare er morsomme, det er ikke wild water rafting på denne del af floden. 

Efter en time holder vi pause ved bredden mellem udhængende rødder på krogede træer og klippeformationer. Senere glider vi stille ind og op på en sandbanke, før floden deler sig og får god fart på.

Hvad: Halvdagstur i kajak 

Hvor: På Pedis-floden

borneotours.com.my 

 

2. Verdens eneste museum for katte

Kuching er kattenes by. Det udnævnte den sig officielt til i 1988, og fik de første genstande overført fra Kuala Lumpur til at opbygge museet. I dag findes der over 2.000 af slagsen i museet i den nye bydel af byen på den anden side af floden fra promenaden. 

Der er kattestatuetter, malerier, puder – katte afbilledet på alle måder; beskrivelser, legender og fotos af de forskellige racer, fortællinger om deres betydning bl.a. i Det gamle Egypten, hvor de var hellige. 

Alt helt frem til de masser af karakteristiske naturligt stumphalede Kuching-udgaver, der levende holder til ved gadekøkkener, forretninger og cafeer. De er årsag til byens navn, siger en af legenderne.

Museet er en glimrende anledning til at stige på en af de mange små sampaner med en stående roer med meget lange årer, som transporterer folk over floden på fem minutter for cirka tre ringgit (10 kroner). På kattemuseets del af floden ligger de nyere malaylandsbyer (kaldet kamponger på disse kanter) – små moderne huse, men bygget på pæle.

Museet ligger et par hundrede meter oppe på Bukit Siol, og har glimrende udsigt over til centrum – hvor der i øvrigt står mange meterhøje skulpturer af katte.

Hvad: Kattemuseum

Hvor: Over Sarawakfloden fra centrum

sarawak.com.my/cat_museum/main.html

 


3. Aktive håndværksgader og gode souvenir shops 

Lige bag flodpromenaden snirkler gamle gader og stræder sig. Gå en tur rundt, selv uden kort er det nemt at finde vej. Her, bare få meter bag det topmoderne Hotel Hilton, arbejder snedkere, urmagere og skomagere på fortovet eller i deres halvåbne værksteder. 

Specielt møbelsnedkerne er fantastiske at følge. Med gammelt velbrugt værktøj snitter og frembringer de skønne borde og sengegavle med så finurlige udskæringer, at man ønsker sig en container. 

Mere overkommeligt bliver det ved flodfronten omkring Lebuh Jalan Gambier, lige før promenaden starter. Her ligger en række souvenirshops med fristende ting i bærbar størrelse. Området kaldes Main Bazar og er en charmerende gammel halvoverdækket arkade med 15-20 butikker. Der er billigt bras og der er flot, ægte lokalt kunsthåndværk, især hos Le Chuan, Luca og Bong er der størst chance for at finde gode ting.

Hos Bong falder mine øjne på en stor ørn udskåret i hårdt træ og med udfoldet vingefang. Det går ikke, den er for stor. Dernæst på en tynd halv meter høj slidt, bore-bille-ædt en-armet træfigur fra et langhus – og et ibanmønstret håndvævet vægtæppe med et mørkt ornamenteret trætopstykke til ophæng.

Begge vækker nu gode minder hjemme i stuen, og de slap med som håndbagage. For når folkene ved indtjekningen ser, at det er lokalt kunsthåndværk, er de ret overbærende.

Hvad:Shops og gammeldags byliv

Hvor: Main Bazar

sarawaktourism.com

 

 

4. Templer, markeder og promenadeliv

Jalan Carpenter går over i Jalan India. Begge vrimler med billige gadekøkkener med frisk nudelsuppe med masser af frisk seafood. En farverig drageport går tværs over gaden til et mere lukket gågadeområde. Indenfor folder flere turistede boder og forretninger sig ud. Videre fremme ligger bustationen, hvor livet igen bliver charmerende lokalt kaotisk. Bagved kan man dufte grøntsagsmarkedet, hvor frisk, farverig frugt og grønt svulmer på diskene. 

Herfra sniffer jeg fiskemarkedet. Fiskene her er så friskfangede, at duften er behagelig, og i boderne med isblokke bugner fisk, blæksprutter, tun og hajer. Vi går igennem, ud til floden, hvor fangsterne landes og sorteres.

Følg floden mod centrum ad den brede livlige promenade med cafeer, friluftsscener, springvand og boder. Kryds en tur over gaden til det lille flot istandsatte, kinesiske Tua Pek Kong-tempel ved Temple Street. 

Hvor promenaden slutter, troner den runde døgnåbne restaurant og bar Khatulistiwa. Kom før solnedgang og få et bord mod floden: Absolut bedste sted til at nyde gyldne solnedgange og følge folkelivet. Efter promenaden ligger flere shoppingcentre. Sjovt, billigt tøj finder man i Sarawak Plaza, en af de ældre malls.

Hvad: Bytur

Hvor: Flodpromenaden og omegn

cphtravel.com.my

 

 

5. Bådtur i mangroven efter sjældne floddelfiner 

Halvøen Damai er i praksis stranddelen af Kuching, hvor en del turister vælger at bo. Det ligger en halv times kørsel fra centrum.

Vi vader i vand til knæene ud til motorbåden. Med alle syv vel ombord styrer båden ud, krydser flodåbningen i Santunbong og sejler dybt ind i flodkanalerne i Kuching Wetland Nationalpark. Det er det sted i verden, hvor der er størst chance for at møde de sjældne irriwaddy-floddelfiner.

Båden tøffer langsomt af sted, mens vi nyder den tætte mangrove, hvor makaka-aber skælder os ud og en hvidmavet havørn hænger i luften. På nogle af de mudrede bredder er der slæbespor efter store saltvandskrokodiller. 

Da vi krydser tilbage, råber bådsmændene pludseligt ivrigt op, sænker farten og peger ud over vandet. Et par finner er først det eneste synlige, men da båden lister sig lidt nærmere, får vi et bedre kig til de hvidlige irriwaddy-delfiner. Et par af dem beærer os endda med et par spring, men forsvinder, før vi kommer på foto-skudhold. 

Turen starter i bugten ved Permai Rainforest Resort og Satungbong Boat Club, man kan vælge mellem dagture og om aftenen fototure på jagt efter krokodiller. Der er opsamling fra hotellet i Kuching. 

Hvad: Ture ud fra Damai i kajak og små motorbåde

Hvor: Satunbong floden i den 66 kvadratkilometer store Kuching Wetland Nationalpark.

cphtravel.com.my. 

 

 

 

 

 

0 kommentarer | 


Mamma Mia for en by

Stockholms nyeste attraktion »ABBA The Museum« er åbnet under stor mediebevågenhed. Rejseliv var med og guider her til ABBA-oplevelser ude i byen og på museet

Her er verdens højeste skyskrabere

Hotel Radisson på Amager udvider med 10 etager og overgår dermed Danmarks nuværende højeste bygning med 16 meter. Det er stadig ingenting i forhold til verdens 10 højeste skyskrabere.

100 dollars for at få kabinekuffert med om bord

Endnu et amerikansk lavprisflyselskab vil indføre gebyr for håndbagage. Passagererne overfylder bagagehylderne.

Se Virgins rumskib lette

Om alt går efter planen kan rumfartøjet lette med de første turister næste år. Foreløbig er der 500 på venteliste til en tur ud i rummet.

Lockout giver billigere rejser

Rejseselskaberne prøver at kickstarte salget af familierejser i sommerferien efter en nedgang i salget under lærerlockouten.

Sådan ser Hotel dAngleterre ud efter milliardombygning

Hotel d'Angleterre genåbner 1. maj efter at have fået en omfattende renovering til omkring en halv milliard kr.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – og pris

Hotel State Plaza i Washinton byder hverken på naboskab med Barack Obama eller the Clintons, men det ligger centralt og er til at betale. Læs mere

Sådan angriber du Grand Canyon

Grand Canyon er stor og overvældende. Rejseliv guider til, hvordan man ser dette vidunder uden at miste pusten og overblikket. Læs mere

Edgar Allan Poes grumme historie

Poe Cottage er et åndehul i det tæt befolkede Bronx i New York. Men bag træhyttens lyse facade gemmer sig en mørk og grum historie. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark