Search Rejseliv.dk Søg
 

5 gange kunst i N.Y.


Med en rekordlav dollarkurs er det tillokkende at tage en rask smuttur til New York. Eksempelvis for at nyde det gigantiske kunst-udbud, der netop nu har et dansk islæt.

Af LOUISE KIDDE SAUNTVED
Onsdag den 9. juli 2008



New Yorks East River står i de kommende måneder i Danmarks tegn.
Den internationalt anerkendte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson (lille foto) har på opfordring af New Yorks borgmester Michael Bloomberg skabt fire store vandfald - det største højere end Frihedsgudinden - der skal minde både New Yorkerne og byens gæster om, at New York er andet og mere end tårnhøje bygninger og travle gader. Metropolen er også grønne parker og havnefronter.
Men med en pulserende bykerne har der været en tendens til at vende blikket indad mod centrum i stedet for udad mod havnefronterne, hvor der i anledning af Eliassons kunstprojekt er blevet lavet cykel- og vandrestier, så man kan komme helt tæt på vandfaldene og måske mærke et enkelt pust af vanddamp.

Oplevelser i stedet for billeder
Formålet med de fire fald er ifølge Olafur Eliasson nemlig at give publikum oplevelsen af ikke bare at stå og kigge på et vandfald, men af at befinde sig i samme rum som vandet.
»At se på et billede af et vandfald er noget andet end at stå foran et - at lytte til brølet fra vandet og føle vanddampen på dit ansigt,« siger Olafur Eliasson.
»Jeg synes, det er vigtigt, at vi oversætter nogle af de billeder, vi bliver bombarderet med dagligt, til fysiske rum, defineret af dybde og tid og oplevet med alle sanser. På den måde blive vi opmærksomme på det miljø, vi lever i.«
De fire vandfald kan ses hver dag frem til den 13. oktober mellem kl. 07-22. Dog først fra kl. 9 tirsdag og torsdag.
www.nycwaterfalls.org

1. Olafurs vandfald
Dansk-islandske Olafur Eliasson har skabt fire store vandfald i New York - her under Brooklyn Bridge - der skal bringe rolige naturoplevelser ind i den hektiske metropol.  Foto: Getty Images

2. Lidelse i smukke omgivelser
Der findes Guggenheim-museer flere steder i verden, men ingen så imponerende som Frank lloyd Wrights gigantiske snegleformede rum i New York, der gør museet særligt velegnet til at udstille kunst, som kræver plads.
     Frem til 12. september vises en udstilling af den fransk-fødte New York-kunstner Louise Bourgeois, der stadig er aktiv i en alder af 97 år.
     Bourgeois, der er kendt for sine store og ofte selvbiografiske skulpturer af marmor, jern og latex - blandt andet gigantiske jern-edderkopper - har kastet sig over nål og tråd, men resultatet er stadigvæk foruroligende og tankevækkende: patchwork-ansigter og -mennesker, forvredet i smerte og forbløffelse.
www.guggenheim.org

3. Kommentarer til Irak-krigen
MoMAs frække lillebror i Long Island City, PS1, byder på refleksioner over den krig, Amerika er involveret i netop nu.
    Det kommer der stærke sager ud af i udstillingen »That Was Then - This is Now«, der blander krigs-kunst fra perioden omkring Vietnamkrigen med helt nye og aktuelle værker.
    Heraf en hel sektion, hvor kunstnere på kreativ vis har nyfortolket det amerikanske flag. En enkelt er gået så vidt som til at brænde det - dog kun med flammeorange brodere tråd.

4. Dali på MoMA
MoMA, Museum of Modern Art, er et af verdens største museer for moderne kunst. Museet råder over 100.000 kunstværker af blandt andre Picasso, Cezanne, Warhol og Pollock, der udstilles på skift på de seks etager.
     Øverste etage er helliget skiftende særudstillinger, og frem til 15. september vises udstillingen »Dali - Painting and Film«, der viser Salvador Dalis samarbejde med filmkunstnere som Luis Bunuel, Alfred Hitchcock, The Marx Brothers, Andy Warhol … og Walt Disney.
Alle film vises i deres helhed, omgivet at skitser og færdige malerier fra Dalis arbejde med dem. En unik udstilling med en række sjældent sete værker.
www.moma.org


5. Ballonfigurer og superhelte
The Metropolitan Museum of Art, eller bare »The Met«, er med sine over to millioner kunstværker, der bliver udstillet på skift, fordi der ikke er plads til alle, det største kunstmuseum i den vestlige verden. Dertil kommer en række skiftende særudstillinger, så man kan let bruge en hel dag i de majestætiske rum.
     I løbet af sommeren kan man opleve Jeff Koons gigantiske ballonfigurer på tagterrassen (når vejret er til det), en stor udstilling om, hvordan tegneseriehelte har inspireret modeverdenen - med originalkostumer fra film som »Batman« og »Spiderman« og haute couture fra en række store designere.
     En helt nyåbnet udstilling stiller skarpt på den britiske kunstner William Turner.
www.metmuseum.org

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark