12.00
Jeg er suset gennem verdens største byområde med Keisei Skyliner-expressen ude fra Tokyos internationale lufthavn Narita og står nu og kigger mig forvirret omkring på en af byens utallige vrimlende stationer: Ueno.
Men stationen er nøje udvalgt, for den er et fremragende udgangspunkt for at indsnuse den ægte Tokyo-atmosfære. Områderne lige bag stationen byder på både velplejet natur, storslået kulturhistorie og fremragende shoppingmuligheder.

Læs også: 5 alternative storbyferier

Det er i begyndelsen af april, så jeg følger strømmen af pludrende unge mennesker, der er kommet for at nyde synet af de over 1.000 blomstrende kirsebærtræer eller sakura i Ueno Park. De unge smider sig under det hvælvende blomsterhav med sixpacks, nigiri  (risboller) og højlydt glæde ved forårets komme. Dette er essensen af Japan, og så er jeg kun lige ankommet.

12.45
Ueno Park rummer også glimrende museer og Asiens nok bedste zoo, men jeg iler videre til det nærliggende Ameyoko – et sprudlende og farverigt markedsområde med amerikanske overtoner, hvor man kan købe alt fra tørrede blæksprutter i kilovis over håndsyede cowboystøvler med japansk kalligrafi til dildoer i nærmest utænkelige former og farver.

Her vibrerer luften af orientens aromaer, af støjen fra de handlendes råb, og af de utallige mennesker, der skulder ved skulder indsnuser den ganske særlige asiatisk-amerikanske stemning. Jeg slubrer en skål rygende varm nudelsuppe, godt fyldt med tang, svampe og kæmperejer, i mig fra en gadebod og vandrer hastigt tilbage til stationen.

13.45
Jeg smider 130 yen (ni kr.) i en billetmaskine og følger stationsskiltene (der heldigvis også står på engelsk) til Yamanote Line — Tokyos transportmæssige genistreg. Det er en cirkulær togbane, som dels farer forbi fire femtedele af alle megabyens største turistattraktioner, og dels kører over jorden, hvilket giver nogle fabelagtige kig ud på det Blade Runner-agtige neon-, glas- og betonlandskab udenfor. Men jeg kører bare to stop i det grønne tog, for ingen Tokyo-gæst bør snyde sig selv for oplevelsen af det formentlig vildeste elektroniske mekka, kloden byder på: Akihabara eller simpelthen Electric Town.

Her, inden for en enkelt kvadratkilometer, sælges ti procent af al forbrugerelektronik i den moderne elektroniks eget hjemland. Så stormagasiner, småforretninger og boder i dette bippende og blinkende stykke hi-tech Østen bugner af de vildeste nye LED-TV, smartphones og 3D-skærme — for ikke at tale om riskogere, vaskemaskiner og airconditioneringsanlæg — i en grad, der får Elgiganten til at minde om Expert-butikken i Hobro i 80erne. For vesterlændinge er det syv etager høje el-tempel LAOX det mest interessante, for her kan man købe varer, der er tilpasset f.eks. europæisk standard.

15.00
Hælder atter 130 yen i en billetmaskine og fortsætter fire stationer på Yamanote Line til Shimbashi Station. Jeg lader mig flyde med mylderet af ulasteligt klædte kontorfolk, salarymen og office ladys, ud gennem hovedindgangen og fortsætter på gåben til det, der engang var — og måske stadig er — verdens dyreste kvarter: Ginza. Dette er Tokyos svar på New Yorks 5th Avenue — de dyreste og fineste stormagasiner, de mest eksklusive varemærker i prangende og skinnende forbrugspaladser, hvor selv et tørklæde ikke kan købes for under en tusse. Men det kan næppe undre, når kvadratmeterprisen her kan ligge på helt oppe omkring en mio. kr. 

Til gengæld er købelysten stadig enorm, selv om landet for nylig måtte lade sig slå af Kina, der nu er verdens næststørste økonomi efter USA. Stortokyo og dens ca. 34 mio. indbyggere har i sig selv en økonomi, der mere end matcher hele Spaniens.

16.00
Tilbage på Shimbashi Station indløser jeg billet til fremtiden — til en tur med det førerløse Yurikamome Monorail. Det er dog ikke selve toget, der er attraktionen, men synet ud gennem vinduerne på noget af det mest fantastiske stykke naturbetvingelse, mennesker nogensinde har udført. Den højt hævede togbane svinger sig forbi skinnende kontorpaladser langs den travle havn, over den smukke hængebro Rainbow Bridge til det kunstigt inddæmmede land Odaiba, der i sig selv er som et stort og strømlinet fremtidseksperiment. 

Jeg står af ved den store TV-station Fuji Televisions hovedkvarter — et bygningsmæssigt mesterstykke af den japanske arkitekt Kenzo Tange, hvor en sfære med en diameter på 32 meter trodser tyngdeloven midt i dette naturstridige stålinferno. Og så vender vi snuden tilbage igen mod Shimbashi for atter at stå på den velkendte Yamanote Line.

17.00
Mørket er begyndt at sænke sig, og byens millioner af lys og lysreklamer sender et uvirkeligt skær henover det enorme urbane land. Men det er svært at fornemme her i toget, hvor jeg står fuldstændig sammenmast med det tidlige fyraftensfolk, der mestrer kunsten at tjekke deres mobiltelefon for de seneste nyheder og sladder trods menneskepresset. Jeg står af på Shibuya Station, hvor verdens vildeste fodgængerovergang, en trofast hund, samt et regulært tempel, eller rettere tårn, for toptrendy Tokyotøser venter mig.

Hunden er Hachiko, der troner som bronzestatue og yndet fotomotiv lige uden for den ubegribeligt myldrende station. Hachiko er et nationalt klenodie, for tilbage i 1920erne gik den hver eftermiddag hen til stationen for at mødes med sin ejermand, en professor, når han kom hjem fra universitetet. En dag døde professoren imidlertid på arbejdet. Alligevel vendte Hachiko hver dag i ni år tilbage til stationen for at vente på sin ejermand. En rørende historie om ubegrænset loyalitet, som med stor succes er filmatiseret — senest i amerikansk version med Richard Gere som professoren.

Men lige ved siden af banker Shibuyas puls — verdens travleste fodgængerovergang, hvor et bølgende menneskehav hvert andet minut bevæger sig på kryds og tværs over en hovedvej i skæret fra lysreklamer og storskærme. Vel ovre på den anden side kan både husaren og den modebevidste kvinde i alderen 15-35 finde stor fornøjelse ved at bevæge sig forbi verdens travleste Starbucks og ind i en ti etager høj sølvcylinder, hvor navnet 109 øverst oppe stråler i rød neon som et sandt Shibuya-ikon. Vil man se outreret mode og om muligt endnu mere outrerede Tokyo-piger/kvinder i ufatteligt højhælede og nedringede outfit er dette stedet. Et sandt tempel for Østens ødsle og østrogen-holdige folkefærd.

18.30
Efter en hurtig optankning bestående af en iskold Asahi Dry pilsner og en skålfuld wasabiærter suser jeg med Yamanote Line videre gennem aftenen til Tokyos nok vildeste område, Shinjuku. Kvarterets station er verdens i særklasse travleste — over tre mio. passagerer om dagen. Det er næsten umuligt ikke at fare vild i stationens vidtforgrenede og underjordiske krinkelkroge, men jeg søger på mine let ømme ben op ad en tilfældig udgang og havner foran Takashimaya-stormagasinet, et af Tokyos og verdens største af slagsen.

Efter Ginza er jeg uinteresseret i luksusvarer og tager derfor rulletrappen til kælderetagen, der er et eldorado af japanske og vestlige madvarer i uovertruffen kvalitet, herunder perfekte æbler fra den nordlige ø Hokkaido til 100 kr. stykket eller supersøde og saftige meloner til det dobbelte. Jeg snupper en sushibakke og endnu en Asahi Dry (måske — som Carlsberg ville sige — verdens bedste pilsner) fra køledisken, betaler ca. 60 kr. hos den storsmilende og storbukkende kassedame og finder en bænk ude foran Takashimaya med udsigt til skyskrabere i alle former og stilretninger for at nyde det enkle, men perfekte måltid.

Jeg har lyst til at gå ind i den nærliggende kæmpeboghandel Kinokuniya med dens righoldige udvalg på engelsk af manga, japanske romaner og coffeetablebøger. Men tiden er knap, så jeg forsvinder ned i Kabukicho — den lyserøde bydel, der aldrig sover. Her er Japans største koncentration af natklubber, barer, bordeller, pornobutikker og såkaldte love hotels, hvor forretningsmanden på timebasis kan leje et veludstyret elskovsværelse med sin elskerinde eller købedame. En både skræmmende, fremmedartet og fascinerende verden, men afgjort værd at kaste et blik på.

20.30
Mine trætte ben fører mig gennem neonoplyste gyder og gader over mod Shinjukus West Side, der byder på byens største skyskraberkoncentration. Her ligger bl.a. byens muskuløse og 243 meter høje rådhus samt — og ikke mindst — det 52 etager høje Park Hyatt Hotel. Det er luksushotellet, som enhver, der har set den anmelderroste Bill Murray-film »Lost in Translation« husker i enhver detalje.

Jeg trækker op i bukserne, retter på skjorten og bevæger mig ind i denne lydløse verden af topservice, elegance og udsøgt stil for at tage elevatoren op til New York Bar. Det er her Bill Murray tilbringer aften efter aften fortabt i en anden verden med udsigt til megabyens puls gennem de brede panoramavinduer. Men tag dig i agt. Efter kl. 20 må du slippe ca. 130 kr. blot for at få adgang til den opulente bar, og den billigste drink, en øl, koster omkring 75 kr. Til gengæld kan man her føle sig som kejser for en stund med den mest betagende storbyudsigt på denne side af Hong Kong.

22.30
Desværre har jeg ikke råd til at overnatte på Park Hyatt, hvor priserne starter ved 5.000 kr. pr. nat, så mæt af indtryk smutter jeg tilbage Shinjuku Station, tager Yamanote Line tilbage til Ueno Station, hvor jeg tjekker ind på det anonyme, men velfungerende Chisun Hotel for 550 kr. pr. nat.

00.00
Godnat.

9.00
Efter et solidt morgenmåltid på hotellet er der lige et par timer til at opleve det oprindelige Tokyo. Fra Ueno Station hopper jeg på Ginza Line-metroen og hopper kort efter af på endestationen, Asakusa. Det er templernes bydel, ikke mindst berømt for det imposante buddhistiske Sensoji, hvor rødklædte munke mumler bønner, mens turister og lokale vasker hænder i det rindende tempelvand og smider et par yen ned i det klare dyb. Vandrer efterfølgende gennem det livlige, overdækkede marked Nakamise, hvor indkøb af souvenirs som kimonodragter og japansk porcelæn kan gøres før afrejsen.

12.00
Afrejse mod Narita International Airport fra Ueno. Falder i søvn i toget.

Læs også: Kontrasternes by

2 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar